Hvor er alle drømmene vi drømte?

Kronik i Information 23/08/2008. Kan også læses der: Hvor er alle drømmene vi drømte

---

Floder af mælk og honning, huse af kager, og brolægning af det rene wienerbrød. En retfærdig verden, hvor alle har hvad de skal bruge, og hvor alle er frie og lykkelige.

Utopien har en lang og glorværdig historie. Den vestlige verdens første kendte utopi finder man i Platons Staten, fra ca. 400 f. v. t. Siden hen kom Moores Utopia, Campanellas Solstaden, blandt mange andre.

Leder man efter dagens utopi, er den svær at få øje på.

Man kan umiddelbart undre sig over, hvorfor vi på et tidspunkt i det menneskelige samfunds udvikling, hvor vi objektivt set har flere muligheder for at gøre drømme til virkelighed(viden, teknologi, maskiner) end nogensinde tidligere, netop nu synes at resignere på drømmen om det bedre samfund. Men hvis man betænker hvilke træk, der traditionelt har karakteriseret utopierne, ser man bedre, hvordan utopierne lige præcis nu foreløbigt er kastet på historiens store mødding. Utopien fremstår nu om dage nærmest som uansvarligt drømmeri, etikrytteri, og naivitet.

Utopien som genre

Der kan jo være forskellige definitioner på hvad utopien som genre er for en størrelse, men det ville være rimeligt at sige generelt, at utopier i et eller andet omfang er en kritik af det nuværende samfund, et idealbillede, der opstilles, for at vi kan betragte det, der ikke er, og eventuelt blive inspireret til at søge det realiseret. En måde, hvorpå man kan forsøge at løfte sig op over øjeblikket, for at få en udsigt fra et ikke-tidsbundet punkt, og illustrere, at noget bedre er muligt.

Da Thomas Moore introducerede begrebet ”utopia” med sit værk fra 1516 af samme navn, spillede han på en tvetydighed fra det græske, således at utopia på en gang betyder ”det gode sted” og ”stedet, der ikke findes”.

Efterhånden er betydningen via almindelig brug nærmest gledet over til at betyde ”det, der ikke kan lade sig gøre”, hvilket jo er en væsentlig forskydning i forhold til den oprindelige betydning.

Og det er netop denne meningsforskydning, der gør det muligt at afvise visioner for noget bedre ved at erklære dem for utopiske. Det umulige er selvsagt fjollet. Hvis man holder sig til ordets oprindelige mening – det gode sted eller stedet der ikke findes(men burde) så er det selvfølgelig ikke holdbart at argumentere imod det utopiske alene fordi det er utopisk.

Nogle fællestræk
De fleste utopier besidder træk som ikke er så moderne for tiden;

• Modet og viljen til en bekendelse til etikken. Det giver sig selv, at forestillingen om et utopia drives af utopistens ønske om en gennemført etisk samfundsstruktur. Det er utopiens væsen. 
• En utopi er altid en forestilling om et samfund. Den handler om helheder. Det er indlysende at utopia ikke findes for ét individ. 
• Som regel en lighedstanke – en indstilling om, at et samfund skal stille dets goder til rådighed for alle. Oftest indbefatter det også noget med viden og læremuligheder frit tilgængeligt for alle, og samtidigt regnes det for givet, at der påhviler den enkelte en pligt til at agere som fornuftsmenneske i fællesskabet. 
• Man forestiller sig et samfund regeret efter fornuften, snarere end et samfund regeret efter, hvilke mere eller mindre tilfældige magtinteresser, der har formået at sætte sig igennem på egne vegne. 

En ikke-utopisk tid

Efter ovenstående punktopstilling over fællestræk ved utopien ser man let, hvorfor drømmerier af den art ikke forekommer som velklang i moderne ører. På trods af, at regeringen ofte nævner trylleordet sammenhængskraft, så er den politik, der føres for tiden ikke just en politik, hvor sammenhængskraft tilstræbes. I praksis dyrkes mere forestillingen om individets frie valg(han kan vælge det han har råd til), og når vi taler om problemer eller mulige løsninger, så er det altid segment-orienteret – 2.-generationsindvandrerne, de gamle, de arbejdsløse, sygeplejerskerne, de uuddannede, o. s. v. Der høres sjældent i det politiske debatunivers røster om grundlæggende og omfattende ændringer til det bedre.

De to i vort samfund herskende tvilling-ideologier, kapitalismen og liberalismen, er ret beset mere individ-ideologier end samfundsideologier, hvor der ikke er plads til eller brug for de dyder, der forfægtes i utopierne.

Francis Fukoyama har jo ligefrem i sin berømte(eller berygtede) artikel fra 1989(bogen fra 1992) ”The End of History” sat den endegyldige prop i flasken. Historien er simpelthen slut! Den liberalistiske drøm er realiseret, det er kun et spørgsmål om ganske føje tid, så har den sejret overalt. Så skulle de sværmeriske naturers tilbøjelighed til politisk dagdrømmeri en gang for alle være overstået!

Selv om man måske ikke ligefrem kan tage en påstand om historiens afslutning alvorligt(hvis man har lidt sans for historie), så er artiklens pointe ganske sigende for en udbredt indstilling. Vi har fundet den endelige form, det bliver ikke anderledes, og dermed ikke bedre. Ja, det kan faktisk ikke blive bedre. Vi har opnået at kreere den bedst mulige af alle verdener.

Karl Popper hyldede da også allerede i sin berømte ”Det åbne Samfund” fra 1945 det moderne vestlige demokrati, fordi det angiveligt indbygget i sig skulle have evnen til gradvis forbedring via den metode, som han kaldte social ingeniørkunst, i modsætning til det han kaldte fascistiske og totalitære drømme om at viske tavlen ren og starte forfra på et altomfattende samfundsprojekt. Derfor rasede han mod så forskellige ånder som Platon, Hegel og Marx, der ifølge Popper er næsten eneansvarlige for verdens fortrædeligheder, selv op i vor tid, netop fordi de var nogle slemme totalitære utopister.

Man kan måske give Popper ret i, at det nok ikke er ønskeligt at starte forfra og gennemdesigne totaliteten ud fra rene principper, men til gengæld var Popper åbenbart helt overbevist om, at den sociale ingeniørkunst i det vestlige demokrati gradvist ville gøre verden bedre, hvilket vort nuværende system netop ikke sikrer, hvis drivkraften til en forbedring ikke længere er til stede. Kapitalisme, liberalisme, modernitet, teknologi skaber desværre ikke i sig selv et bedre samfund. Faktisk kan selvsamme lige så godt være negative faktorer i en samfundsudvikling, hvis de ikke bringes til at tjene det gode.

Netop her er de etiske ambitioner, visionerne, utopierne, drømmerierne strengt nødvendige. Ellers sker der ikke nødvendigvis noget som helst i retning af det bedre.

Og mens vi drømmer kunne vi så have in mente, at når nogen kalder en vision for en utopi(i den negative betydning), så siger det som regel mere om de kræfter, der er på spil for at forhindre en muliggørelse, end det siger noget essentielt om denne visions faktiske mulighedsbetingelser.

Det er sjovt nok sådan med verden, at den langt hen ad vejen kan blive sådan som vi vil have den skal blive. Hvis vi vil det i fællesskab.

Det er en forudsætning for et sundt samfund, der bevæger sig mod det bedre, at vi har utopier, drømme, forestillinger, der kan fungere som pejlemærker.

Uden dem er vi her bare.

---

[Thomas Dam Olsen. 

TDO.dk]

Bemærkning til en skuffet teolog

Kommentar i Information 30/01/2009. Kan også læses der: Bemærkninger til en skuffet teolog

---

I artiklen ”Danskerne er ræligjøse analfabeter” i nærværende avis d. 24-1-2009 luftes flere kraftige meninger om ”danskerne”, så forskellige danskerne nu engang må være. Der lægges hårdt ud med erklæringen ”Danskerne er uvidende, fordomsfulde og respektløse over for folk, der har en religiøs tro”. Det mener teologen Iben Thranholm.
Man får lyst til at spørge, om ikke det er noget af en frækhed at erklære folk for religiøse analfabeter uden videre? Betyder det, at Iben Thranholm så omvendt er ateistisk analfabet? Og gavner det debatten og samtalen at komme med den slags udmeldinger?

Det er jo bemærkelsesværdigt, når man lige netop vil anklage andre(danskerne som helhed) for at være skyld i en skinger tone i religionsdebatten, at man så frejdigt erklærer denne ret store befolkningsgruppe for uvidende, fordomsfulde og respektløse over for religion, hvilket dog må forekomme en kende generaliserende, fordomsfuldt og respektløst.

 Så får man umiddelbart den tanke, at den skingre tone ikke kun frembringes på den ene side af kirkemuren.

Ifølge artiklen er det endda ikke kun hardcoreateister og agnostikere, der er uvidende, fordomsfulde og respektløse. Det gælder åbenbart også de 85 % af danskerne, der er folkekirkemedlemmer. Hvis det også generelt gælder sidstnævnte gruppe, at de er uden viden, forståelse, og respekt for religion, så er det jo heldigt for teologerne, at de mennesker trods alt(eller måske derfor) er medlemmer af folkekirken endnu.

Angst eller bare modvilje

Der fortsættes med en svada om, at danskerne ”ofte er både bange og afvisende over for troende”.

Denne gamle traver bruges jo så ofte imod folk, der har noget imod noget, nemlig at de i virkeligheden er bange for det, som de ikke bryder sig om. Hvis du ikke bryder dig om religion, så er du bange og tør ikke at åbne dig for den herlige religion.

Problemet med en sådan påstand er jo, at den dels er fuldstændigt uunderbygget, og dels kan slynges ud imod et hvilket som helst standpunkt, idet man på bedste psykoanalytiske vis implicit hævder, at de mennesker man taler imod, ikke selv er i stand til at forstå deres egne standpunkter og grundene til dem, hvilket man så hævder at være i stand til på deres vegne.

Respekt eller tolerance

 Men så kunne man lige så godt uden videre hævde, at de religiøse, når de har noget imod ateisme, egentlig blot er bange for, at ateisterne har ret, og også at de er bange for den form for personlig frihed(og ansvar) som det ateistiske standpunkt åbner for, og at de ikke har den rette respekt for ateismen på grund af deres angst og lukkethed overfor dette standpunkt. Og at kristne sjældent virkeligt forstår en ateists følelser, og endnu mere sjældent har den fornødne respekt for samme. Det er lige så sandsynligt og alligevel uunderbygget, som den modsatte påstand.

Der er det jo heldigt at ateister og agnostikere sjældent er lige så betuttede over ikke at blive forstået og anerkendt, som de religiøse er. Ellers kunne vi alle til hobe rende rundt og være meget betuttede.

Iben Thranholm er jo selv teolog, og det kan vel derfor ikke undre, at hun vil have religiøs respekt og gudfrygtighed. Det har religionernes repræsentanter jo altid forlangt.

Når hun ikke mener, at danskerne respekterer religioner nok, så kunne man jo sige, at respekt ikke er noget man automatisk har krav på. Og hvis ”danskerne”  ikke skulle ønske at respektere kristendommen nok ifølge visse teologer, så er det måske et velovervejet standpunkt, og ikke nødvendigvis uvidenhed, fordomsfuldhed, lukkethed, dumhed – men netop blot et standpunkt.

Det ligger som en accepteret og uudtalt præmis i artiklen, at man skal respektere religion.

 Men hvis man pr automatik bør respektere hvem som helst og hvad som helst uden videre, når det forlanges, så mødes man som menneske med et krav om at respektere kristne, buddhister, kwakiutl-indianeres myter om tordenfuglen, homoseksuelle, heteroer, venstreorienterede, højreorienterede, desorienterede, asketer og libertinere. Det kunne let presse folk ud i en halvskizofren sindsstemning.

Måske ville det gavne religionsdebatten at holde op med al den respektsnak. Når nogen ønsker at alle andre skal have respekt for deres synspunkter, så betyder det som regel, at de vil immuniseres over for andres kritik. Et respektsamfund ville i den forstand være et kritikløst samfund.

Mon ikke det forekommer mere rimeligt at nøjes med at sige, at andre kan respektere én i det omfang de føler, at man fortjener respekt, og at resten må henhøre under tolerance.

Man må vel nok som menneske tolerere meget mere end man respekterer. Men at forlange alles respekt for det ene eller det andet giver ingen mening.

---

[Thomas Dam Olsen. 

TDO.dk]

En tur i den lokale Gud-biks

Kommentar i Information 01/7/2009. Kan også læses der: En tur i den lokale Gud-biks

---

I den verserende debat her i avisen mellem religionsvidenskabsstuderende Stine Kähler Madsen og sognepræsten Jens Kvist kan det virke svært at vælge side. Skal folkekirken hænge fast i en tradition, der ikke ser ud til appellere til ret mange, eller skal den ændre sig til en slags moderne virksomhed?
Man får lyst til at stille et mere direkte forslag i forhold til den nuværende folkekirke. Måske var det på tide helt at slippe den løs fra dens forbindelse med staten.

Den traditionelle folkekirke
Som man kan læse ud af hans indlæg i nærværende avis 29. juni 2009, står sognepræst Jens kvist for et standpunkt man har hørt mange gange før, nemlig, at det væsentlige ved folkekirken er gudstjenesten og evangeliets ord, som det hedder.
Og det er jo nok det, der er grunden til, at folk generelt ikke er ved at falde over hinanden for at komme ind i kirken, og ikke behøver at kæmpe om siddepladserne heller.
Men man kan da godt forstå, at en præst fastholder det synspunkt. Det kan vel kun virke rimeligt, at en præst, der mener noget alvorligt med tingene, ikke ønsker at folkekirken skal handle om alt muligt andet en de kristne kerneværdier. Problemet er bare, at der så ikke er så mange i det folk, der har givet navn til bemeldte folkekirke, der synes at være lige så interesserede i det kirkelige indhold, som folkekirkens egne repræsentanter er det.

Folkekirken som moderne institution
På den anden side står så folk som Stine Kähler Madsen, som i sin kronik 25. juni 2009 mener, at staten ”kunne lave en resultatkontrakt med et mediecenter for kirkelig kultur”, således at folkekirken kunne blive en kulturinstitution på linie med fx museer.
Dette skulle så angiveligt give samme kirke en mulighed for at udvikle en såkaldt ”eventkultur” – et udtryk, som næsten kunne få en ateist til at blive kristen af spænding og interesse.

Hvis man skulle følge SKM´s tanker, så kunne man måske forestille sig, at folkekirken kunne peppe tingene lidt op, ved at kalde dens aktiviteter for henholdsvis Guds-events, jule-happenings, og dåbs-shows?

Man kommer næsten til at føle en vis sympati for de præster, der ikke kan tage den slags tale.

Og SKM fortsætter med at erklære, at brugerne! i dag vælger ”de oplevelser, som tiltaler dem og taler til deres identitet. Man skal som institution skabe en historie, som er tiltalende for både brugerne og medierne”.

Man må vel konkludere ud af teksten, at hun ikke synes at se nogen forskel på, om man ønsker at markedsføre og sælge karamelstænger, biografbilletter, eller en tur i den lokale Gud-biks. Man skal ”brande”, ramme segmentet, medieformidle, og få solgt varen. Og i øvrigt tilpasse varen til det folk gerne vil have, fordi vi nu engang lever i demokratiske tider, og fordi vi betaler skat, som blandt andet går til folkekirken, som dermed er vores. Så har de også at producere den vare, vi som forbrugere efterspørger.

Det moderne dilemma
Hvis nu den ovenfor citerede debat blot var et udtryk for to menneskers forskellige syn på folkekirken(hvad den selvfølgelig også er), så kunne det få være, men mon ikke den meget godt illustrerer et for folkekirken stort og tilsyneladende uløseligt dilemma?
Nu om dage må man vælge mellem at få færre og færre interesserede medlemmer, hvis man insisterer på at blive ved at tilbyde folk det, som man synes, at de burde have, men som de ikke rigtigt gider have, eller at få mange medlemmer og deltagere, hvis man ”popper” varen op til ukendelighed og pakker den smart ind.

Hvad enten man vælger det ene eller det andet, ser det nok ud til, at den danske folkekirkes storhedstid er forbi, og den tid, hvori man både havde mange medlemmer OG betød noget i åndelig forstand for disse medlemmer, kommer næppe tilbage foreløbigt.

Drop folke/statskirken
I stedet for at fortsætte denne vanskelige debat om folkekirkens indhold og fremtoning i et moderne samfund, hvor den nok ikke passer så godt ind mere, så kunne vi måske i stedet skære denne gordiske knude over, ved simpelthen at afskaffe folkekirken i det hele taget.
Så kunne vi langt om længe lade handling følge ord, og gøre Danmark til et samfund, hvor stat og religion er adskilt, hvilket vi så ofte i forvejen går og siger, at det er.

Så kunne kirken organisere sig, som den ville - forblive i traditionen, eller forny sig efter forgodtbefindende – og om man som (eventuel)kirkegænger ville blive mødt med ”vejen, sandheden og livet” eller spaghetti og saftevand, kunne afgøres fuldstændig af kirken selv, uden at andre end kirkens medlemmer behøvede at mene noget om det.

---

Selektiv kræftbekæmpelse

Kommentar i Information 10/09/2008. Kan også læses der: Selektiv kræftbekæmpelse

---

Forleden kunne man i Deadline på DR2 se en projektchef fra Kræftens Bekæmpelse lufte et nyt forslag fra samme organisation om at sætte prisen på en pakke smøger op til 60 kr. – gerne 80, hvis det kunne lade sig gøre. Det er jo udtryk for en imponerende selektiv indstilling til kræftbekæmpelse.

Moralsk oprustning

Lad det være sagt med det samme - følgende skal så langt fra opfattes som et forsvar for rygning, ej heller skal det opfattes som endnu et af de desværre så ofte fremførte påstande om at rygning nok slet ikke er usundt.

Det er givetvis usundt at ryge – præcis hvor usundt må være op til eksperter at vurdere.

Og det ville virkelig være en interessant åbning i debatten, hvis vi for alvor kunne begynde at diskutere, om vi på grund af viden og holdninger skal tage fat på at opdrage og lede befolkningen imod en bestemt livsførelse, også eventuelt imod folks frie vilje. Dette ville jo være et udfordrende alternativ til den liberale holdning, der ellers hersker.

Desværre ligner det blot endnu et forudsigeligt skud i bøssen, når Kræftens Bekæmpelse går imod de mennesker, der på trods af enhver fornuft stadigt og stædigt bliver ved med at ryge tobak, selv om Kræftens Bekæmpelse har sagt, at det er usundt og burde ophøre.

Det er påfaldende at en organisation som Kræftens Bekæmpelse i den grad har set sig så ond på rygningen, at man sjældent eller aldrig hører om andre samfundsanliggender, når Kræftens Bekæmpelse føler trang til at vaje med den moralske sundhedsfane.

Nu da denne projektchef havde fået medieadgang for at tale sundhed, og altså brugte tiden til at foreslå disse ret markante afgiftsstigninger på en bestemt varegruppe, så sad man som seer med et lønligt håb om, at andre ting kunne være taget op ved samme lejlighed.

Der er meget der er usundt

Tænkningen bag forslaget er jo ikke helt gal – en så stor stigning i tobakspriserne ville helt sikkert føre til mindre rygning i Danmark, alene fordi der er mennesker, der er således økonomisk stillet, at de uanset vilje næppe ville have råd til at fortsætte med deres usunde tobaksvaner.

Men hvis det er i orden at anvende et sådant tvangsmiddel, som sådanne prisstigninger i praksis ville være, i det mindste overfor visse grupper, så må man forundres over, hvorfor denne glimrende og helt sikkert effektive taktik så ikke kunne udstrækkes til alle andre områder også.

Vi ved, lige så vel som vi ved at tobaksrygning er usundt, at bilisme medfører en luftforurening, der slår mennesker ihjel.

Hvorfor foreslår Kræftens Bekæmpelse så ikke, at benzinen bliver sat op til for eksempel 80 kr. literen?

Det ville med meget stor sikkerhed medføre et fald i privatbilismen i dette land, og dermed skabe mere sundhed.

Flytrafikken er jo den rigtig store luftforureningssynder – hvilket vel også kunne modgås, hvis man for eksempel pålagde flybranchen sådanne afgifter, at en flybillet til Paris kom til at koste for eksempel 25 000 kr. for en enkeltbillet.

Så skulle en del danskere nok lære at lade flyvemaskinen stå, når de skulle på weekend.

Et andet meget stort sundhedsproblem nu om dage er jo den stigende fedme i befolkningen, der medfører en lang række sundhedsproblemer, kredsløbsproblemer, sukkersyge, muligvis også på forskellige indirekte måder kræft.

Den kunne vel blandt andet bekæmpes ud fra samme strategi med afgifter på sukker- og fedtholdige produkter, i en grad så en pose kartoffelchips kom til at koste en hundredemand, og en plade billig chokolade det samme. Folk ville unægtelig være nødsaget til at blive slankere, og dermed sundere.

Tør Kræftens Bekæmpelse også at være upopulære?

Det er helt i sin orden, hvis man i Kræftens Bekæmpelse ikke som sådan tror på borgerens egen ret til at vælge sine vaner og laster(det kan der måske nogle gange være gode grunde til ikke at gøre), men så må man også have modet til for alvor at tale samfundet imod, også der hvor det ikke er populært.

Men er sandheden ikke, at man endnu engang vælger de lette skydeskiver? – rygere er jo i forvejen mistænkeliggjort, inddæmmet på grænsen til forfølgelse, og der hersker en udpræget anti-rygerstemning i samfundet som helhed. Derfor er det det billige sted at hente sine point.

En helt anden(og upopulær) sag ville det jo være, hvis Kræftens Bekæmpelse gik ud med brask og bram og holdt prædikener imod bilisme, charterflyvning, forbrugsgrådighed, dårlige spisevaner, tilsætningsstoffer i fødevarerne, stress på arbejdspladserne, forgiftet overfladejord i københavnske børnehaver – alt sammen noget som også kan være kræftfremkaldende i de rette doser. Lad os fra Kræftens Bekæmpelse se lige så radikale løsningsforslag på den slags gennemgribende problemer.

Men selvfølgelig - for meget af den snak, og organisationen ville snart blive så lidt afholdt, at den ville få eksistensproblemer.

Kræftens Bekæmpelse – vær modige og konsekvente, hvis I vil tale streng sundhedsmoral.

Ellers virker det bare som billige pip, i stedet for seriøs moralsk oprustning.

---

En bekvem vækst-ideologi

Kommentar i Information 13/08/2007. Kan også læses der:
En bekvem vækstideologi

---

Ovenpå Tv2s udsendelse af Al Gores berømte eller berygtede film om global opvarmning kan man jo mene det ene eller andet om hovedbudskabet om den kommende katastrofes omfang.
Men et af de mest interessante spørgsmål, som tonede frem i programmets allersidste minutter lød: Er du villig til at lægge dit liv om?
Og det er måske et spørgsmål man skulle stille, før man heftigt diskuterer, hvor stor en katastrofe, der er tale om.

Vil vi noget?
Her skal det ikke så meget være hensigten at mene noget om miljøkatastrofens omfang.
Jeg vil hellere angribe problemet fra en lidt anden vinkel.
Her er to væsentlige spørgsmål, der nok bør stilles separat;
Hvad ved vi om miljøets tilstand?
Vil vi agere i forhold til den viden vi har?

Normalt ville man måske sige, at vi skal besvare spørgsmål 1 før vi kan svare på spørgsmål 2. Her skal det omvendte prøves: hvis vi i forvejen ved, at vi ikke vil agere passende, hvis vor viden ikke passer os, hvad skal vi så med viden?

Det er jo pinligt nok, at vi herhjemme har en miljøminister, hvis vigtigste budskab, når hun får lejlighed til at tone frem på skærmen, er, at vi skal købe et par el-sparepærer, og så huske at slukke lyset ude på badeværelset. Det var desværre også blandt Al Gores gode råd, da filmen gik på hæld.
Og hvis vi nu et øjeblik forudsætter, at der er miljøproblemer, så må man dog antage, at disse ikke primært skyldes, at en masse mennesker hele tiden brænder lys ude på badeværelset.
Det er i sandhed beskæmmende at man ikke kan strække sig længere end til at kommunikere miljøbudskaber på denne satirelignende facon, der endnu en gang demonstrerer politikkens ulidelige lethed.
Men skulle det mon kunne være, at denne useriøse forholden sig til sagen skyldes, at man skal appellere til en befolkning, der heller ikke vil høre mere end det?

I så fald er det meste af miljødebatten om vurdering af risici og identificering af årsagssammenhænge jo spild af tid.

Ord og Praksis
Mange danskere har jo, når de bliver spurgt, meget miljøvenlige synspunkter.
Alligevel er det noget andet man kan se, når man kigger på adfærden.
Der er ikke mange danskere, der ikke under sig fornøjelsen ved at lade sig transportere i minibus-lignende privatbiler, til og fra arbejde, og lige så meget i deres fritid. Og der er jo ikke nogen rigtig gode grunde til at have store terrængående 4-hjulstrækkere i et land, hvor de værste forhindringer man som bilist kan komme ud for er cyklister, fodgængere eller Valby Bakke. Men det er jo deres frie, individuelle og meget personlige valg at gøre det, og det vil vi jo som et frit samfund ikke forhindre dem i.
Oveni det flyver vi som aldrig før. Og vi ved, at når det gælder effektiv udnyttelse af brændstof, så er flyvemaskiner de rene helvedesmaskiner. Alligevel flyver vi gerne. Og godt det samme, siger vi, det er individets ret til at vælge som det lyster.
Vi køber køkkener og sweatere, modefarvesofaer og cappucinomaskiner, i et tempo, så selv østasiatiske skovhuggere og små kinesiske fabriksknoklere dårligt kan følge med. Og det er jo også folks frie valg, og det vil vi jo heller ikke blande os i.
Og vi spiser mere end nogensinde før, i mængder, der gør mange af os betænkeligt tæt på fede. Og tingene skal jo produceres og transporteres, og resterne bortskaffes osv. Men igen, det er jo et frit land, og det må folk selv om.
Vi har en reklamebranche, hvis højeste mål her i livet er at øge forbruget og affaldsdyngerne. Alt bliver plastret til i lovprisninger for sodavandsvodka, biograffilm, og sommerhuse; på reklamestandere, husfacader, busser, taxaer, cykelryttere. Alt for at få folk til at forbruge.

Vi har kort sagt et økonomisk samfundssystem, som definerer fremskridt som øget produktion, flere arbejdspladser, mere transport, øget velstand og købekraft - maksimal ”gang i hjulene”.
Fremskridt er at producere. Frihed er at købe.

Vækstideologi eller miljø?
Der er ikke mange, der vil sige det, men enhver kan sige sig selv, at et samfund, hvis højeste moral er vækstideologien, ikke i ramme alvor kan bekende sig til miljøbeskyttelse.
Der må vælges. Og det er ikke vanskeligt at få øje på, hvad vi som samfund foreløbigt vælger hver dag. Også her handler valg ikke så meget om, hvad vi siger, men om hvad vi gør.

I sit stille sind kunne man altså få lyst til at sige til alle disse politikere og almindelige borgere, der mener og siger så meget, uden at mene så meget med det; så ti dog i det mindste stille med det miljø.

Jeg skal ikke driste mig til at forelæse over, hvad vi skal vælge. Men lad os dog have modet til konsekvens; enten at tale om miljø og gøre noget, eller tie stille og gøre ingenting.
Og jeg indrømmer gerne, at så længe vi ikke som samfund ser ud til at kunne mønstre en samlet vilje til mere, så er jeg ligeglad om mine pærer er sparepærer eller ej, og jeg kan finde på i trods, at lade lyset brænde både i køkkenet OG på badeværelset, mens jeg sidder inde i stuen i stærk belysning og kigger ud ad vinduet.
Og jeg gider ikke engang have dårlig samvittighed.

---

Overvågningens pris

Kommentar i Information 20/07/2007. Kan også læses der: Overvågningens pris

---

Overvågning har været til debat mange gange i de senere år, naturligvis især efter 11. september 2001, hvor det blev mere aktuelt end nogensinde, og spørgsmålet meldte sig, om vi er nødt til at beskytte demokratiet, ved at tage midler i brug, der traditionelt anses for upassende i et demokratisk samfund.
Det dårligste argument af dem alle bruges flittigt; man har vel ingen grund til at frygte overvågning, hvis man har rent mel i posen?

Rent mel i posen
For ikke så længe siden blev ordene ”overvågningsstat”, ”politistat”, og ”kontrolsamfund” ofte anvendt som vægtige argumenter mod lande som Sovjetunionen, Østtyskland etc. I den sammenhæng var der ikke mange, der forsvarede KGB eller STASI med devisen; man har vel ikke noget at frygte, hvis man har rent mel i posen?

I debatten om den hjemlige overvågning bliver det til gengæld ofte fremført. Det, der ligger implicit i dette meget dårlige argument er, at overvågning kun berører de, der så at sige bliver fanget i overvågningsnettet, når de begår eller påtænker at begå deres skumle handlinger, mens alle andre lades uberørt af overvågningen.

Blikket
Her kunne man fremdrage en af de gamle drenge, Sartre, der skrev om blikket.
Mennesket bliver nødt til at betragte sig som en slags genstand blandt andre af verdens genstande, når det bliver betragtet af den anden. Jeg kommer til at fælde dom over mig selv under den andens blik, som om jeg var et rent objekt. Sartre udtrykker det stærkt; den anden har således ikke alene åbenbaret, hvad jeg var: han har konstitueret mig på et nyt værensplan.
Man behøver blot at tænke på alle de situationer, hvori mennesker tror sig uiagttaget, men pludselig opdager, at de faktisk er iagttaget. Man ændrer umærkeligt bevidsthedstilstand og adfærd.
Man kommer til at betragte sig selv udefra.

Panoptikon
En af de andre franske, knap så gamle, drenge, Foucault, beskrev i sit afsnit om Panoptikon i ”Overvågning og Straf” fra 1975, hvordan den konstante overvågning påvirker den overvågede.
Det er en lang historie hos Foucault, men en af måderne man skaber subjekter på, er at konstruere omgivelser for mennesker, der fungerer som formende kræfter.
Her er pointen, at enhver, der overvåges af en instans, påvirkes til en bestemt adfærd, normeret af den overvågende instans. Magten, der manifesterer sig igennem overvågningen er således ikke kun noget, der virker negativt, som en teknik til at forhindre, men også positivt som en teknik til at skabe den adfærd, der bliver resultatet af overvågningen. Således er overvågningen en gennemgribende og positivt virkende kraft.

Naturligvis bliver det endnu mere interessant, når disciplinering bliver til selvdisciplinering, når ydre overvågning bliver til individernes internaliserede selvovervågning. Man glider fra det ene til det andet, netop når individerne ikke ved, om de reelt bliver overvåget, men må påregne muligheden, og opføre sig som om de er det. På det andet stadie har magten for alvor manifesteret sig, mest gennemgribende, mest virksomt, mest usynligt.

Utryg tryghed
Vejen til helvede kan jo være brolagt med gode intentioner(eller påståede gode). Man kan næsten finde argumenter for hvad som helst. Blot kan man også ofte finde argumenter imod.
I spørgsmålet om overvågning er det jo centralt, om der ikke er nogle principielle grænser, der bør gælde, selv om man kunne finde gode argumenter for et indgreb?

Hvis ikke findes der jo grunde nok til at stille skarpt på hvad som helst. Vi kan sætte kameraer op på S-togstationer for at hindre overfald på ældre damer. På alle gader af samme grund. I alle butikker, for at hindre tyveri og ubehagelig adfærd.
For så vidt kunne den enkelte borgers hjem overvåges. Kun for alles trygheds skyld, altså. Tænk, hvilke mængder af dårlig børneopdragelse, hustruvold, uagtsomt manddrab, dyremishandling, og dårlig indretningssmag man kunne forhindre. Som en lille sidegevinst kunne man lige checke, om folk nu også er syge, når de melder sig syge på jobbet. Der er grunde nok til overvågning.

Hvis der ikke findes principielle grænser for, hvor langt vi vil gå, så er der vel næsten uendelige muligheder for at skabe det ordnede samfund, hvor alt foregår efter de forskrifter, der er udlagt, og hvor ingenting udarter sig.

Overvågning skaber kontrol. Kontrol skaber orden. Orden skaber forudsigelighed og tryghed.

Forudsigeligheden og trygheden kan jo forekomme så tiltrækkende, at man glemmer at fokusere på, hvad overvågningen også gør.

Spørgsmålet er alene, hvor meget vi vil betale for den orden og tryghed.

---

Uden Gud er alt tilladt!....?

Kommentar i Information 30/04/2007. Kan også læses der:
Uden Gud er alt tilladt!...?

---

Forleden kunne man i Deadline på DR2 se en diskussion mellem næstformanden for Ateistisk Selskab og en folkekirkepræst fra Stefanskirken på Nørrebro i København.
Der blev diskuteret flere ting i den udsendelse. En af de ting, der lige blev berørt, men så heller ikke mere, er det interessante spørgsmål, hvorfor det i stigende grad er lykkedes de religiøse(her i landet mestendels folkekirken) at tage en slags patent på spørgsmål af etisk karakter. Hvorfor skal der næsten altid være en præst eller to i nærheden, hvis et etisk spørgsmål skal diskuteres?
Tror vi stadig på, at der ikke findes etik uden religion?

Uden Gud er alt tilladt
I Dostojevskijs måske mest berømte værk, Brødrene Karamassof, erklærer den mellemste Karamassof-bror Ivan, at hvis Gud er død, så er alt tilladt. Og dermed fremførtes en påstand, som sikkert var fremført mange gange før, og i hvert fald er blevet det mange gange siden, nemlig, at den eneste måde, hvorpå vi mennesker kan være etiske er, hvis der er en ultimativ, absolut, evig, ufejlbarlig, uforanderlig dommergud udi etikken.

Gud og mennesker
Det ligger i sagens natur, at hvis man tror på en eller flere guder, så følger det deraf, at det er disse overjordiske væsener, der ligger inde med standarderne for det etiske. Derfor drejer det sig følgelig om for mennesket at erkende(!) hvad disse etiske standarder er.
Det etiske er altså en sag mellem Gud/guder og mennesker. Der står visse etiske regler skrevne i himmelen(eller på tavler, der kommer fra himmelen, eller de kommer til særligt udvalgte gennem særlige åbenbaringer, hvori disse udvalgte skuer den øverste sandhed, og derefter venligt inddrager os andre i disse åbenbare/åbenbarede sandheder).
Det er klart, at hvis man abonnerer på en sådan opfattelse, så er Gud/guder en forudsætning for, at der er en etik, og forudsætningen for erkendelse af den.

Mennesker imellem
Men hvad nu hvis vi lod os nøje med, at betragte etik som en sag mellem mennesker? Vi kunne sige, at etikken er regler, der udspringer af det menneskelige fællesskab, og er nødvendigt for at der kan være et fællesskab(det er umuligt at forestille sig noget fællesskab af nogen som helst art, uden en eller anden form for regler, enten eksplicitte eller implicitte)
Så forekommer det sådan set ikke umuligt at kunne tale om en etik uden Gud.

Der er da også eksempler nok på mennesker, der forfægtede en eller anden etik, om end de selv var erklærede ateister. Hume, Marx, Nietzsche, Sartre, Camus, for blot at nævne de, der lige først falder én ind.
Nietzsches projekt handlede om at skabe værdier, herunder etiske, i en moderne verden, hvor man måtte indse, at Gud er død, som han lidt provokerende udtrykte det. Sartre fortsatte noget senere i samme spor, da han sagde, at det, når der skal findes etik, ikke så meget er et spørgsmål om at fornægte Guds eksistens, som det er spørgsmålet om indse, at det sådan set i den sammenhæng er ligegyldigt, om Gud er der eller ej. Etikken er med eller uden Ham en sag mellem mennesker.

Hvem er etik-eksperter?
Men det er som om vi, på trods af mængder af interessante værker og tanker om etik, og en generel ”afreligiøsificering” af samfundet, stadig(måske af gammel vane?) stiltiende anerkender, at de religiøse har patent på etikken.

Hvis det er tilfældet, at etik er en sag mellem mennesker i deres samfundsmæssige væren, så kunne vi jo godt diskutere etik i det offentlige rum, uden straks at skulle øjne et par af de moderne, kjolebærende, af folkekirken udsendte, og af medierne ofte indbudte, etikdebattører, som kan fortælle os hvad Jesus har sagt, og hvad hans far mener om det.

Skulle man pege på nogle, der må forudsættes at kunne bidrage med indsigt i etik, og hvad der måtte være relevant i forhold til den, så kunne man nok lige så godt pege på filosoffer, psykologer, biologer, sociologer, antropologer. Ja, måske endda helt almindelige mennesker, der blot forsøger på redelig vis at finde en etik at leve efter, og følgelig har tænkt lidt over tingene.

For ikke at blive misforstået kunne man så huske at nævne, at ovenstående ikke så meget er en kritik af præsterne. Det er mere mediernes overdrevne tilbøjelighed til at tilkalde præster i udsendelser af etisk karakter, der bør kritiseres.

Og det er da heller ikke et rimeligt synspunkt at præster ikke skulle have ret til at udtale sig. Det er bare heller ikke indlysende, hvorfor de per definition skulle være mere interessante at spørge, end så mange andre.

---

Købmandskultur i blodet

Kronik i Information 15/01/2009. Kan også læses der: Købmandskultur i blodet

---

I den senere tid har mange markeret sig i debatten om prostitution, ikke mindst vore politikere, der har været ved at falde over hinanden af ømhed og omtanke overfor den stakkels luder, der, uden at kunne overskue hvad hun gør, bedriver et erhverv, hvor hun på sigt pådrager sig skade på sjælen, eller noget i den retning. Og hun driver i hvert fald et erhverv, som hun ikke burde.

Der rejser sig to spørgsmål; hvad er det særegne ved luderens job, og hvorfor har vi noget imod det?

Købmandssamfundet

Den verserende debat om prostitution i denne avis bringer mange interessante synspunkter. Man taler om sexdiskurser, stigmatisering, mandschauvinisme og snerpede feminister. Men en enkelt synes ikke at være nævnt så meget, nemlig spørgsmålet om det paradoksale i, at prostitutionen på samme tid synes at virke upassende på mange i vort samfund, samtidig med at den nok egentlig blot er et udmærket udtryk for samfundets måde at betragte mennesker, arbejde og penge på.

Det ville jo være groft at gå så langt som til at påstå alt for kategorisk, at kapitalismen og markedsøkonomien principielt er et produktions- og distributionssystem, hvor alt er til salg, for den pris, som kunder er villige til at betale, for den vare, der opfylder deres ønsker og behov, hvad disse så end måtte være, og at prostitution på den måde passer udmærket ind i billedet. Thi en sådan påstand ville naturligvis være helt absurd, kynisk, og alt for ude af trit med tidens herskende ideologi.

Det skal heller ikke være pointen her at forsvare prostitution – den er nok ikke noget særligt gode.

Men det er bare svært at se den store principielle forskel på luderens indstilling til at tjene penge, og så den i samfundet almindelige indstilling.

Sælge sig selv eller sælge en ydelse

Ofte bliver det jo sagt, at kvinder sælger sig selv, når de arbejder som prostituerede. Eller det bliver sagt, at den prostituerede sælger sin seksualitet.

Men denne sprogbrug er vel strengt taget ikke helt rimelig. At sælge noget vil i normal betydning betyde at overdrage ejendomsretten til en genstand til en anden person, mod en aftalt modydelse. Det er ikke helt et egentligt salg af en krop eller en seksualitet, der finder sted, når en prostitueret har et forhold til en kunde. Hun leverer en vare- eller serviceydelse efter nærmere bestemt aftale mod en aftalt modydelse. Og netop det gør enhver, der har et arbejde, som de bliver betalt for at udføre.

Kroppen, psyken, moralen

Hvis vi skal sige, at prostitution har noget at gøre med at sælge sin krop for at tjene penge, så kommer vi ligeledes i definitionsvanskeligheder, synes det. For hvad er så forskellen på luderen, der stiller sin krop til rådighed, eller fabriksarbejderen, buschaufføren, eller vejarbejderen, der stiller sin krop til rådighed i en eller anden produktions- eller serviceproces?

Det psykologiske aspekt fremføres ofte af fortalerne for bekæmpelse af prostitution. Mere præcist hævdes det, at den prostituerede som regel har haft en dårlig barndom, har nogle forvrængede opfattelser af rigtigt og forkert, og i øvrigt ikke selv er i stand til at vurdere især de langsigtede psykiske skadevirkninger, som prostitutionen kan have på hende. At der kan være eventuelle psykiske implikationer forbundet med at være prostitueret er da givet rigtigt – ligesom der kan være det med mange andre type jobs. Heller ikke her synes der at være en principiel forskel på den prostituerede og andre arbejdere.

Skal man nærmere forklare, hvorfor der i samfundets øjne er noget uønsket og uetisk ved den handel, der foregår, når en prostitueret handler, så ser der umiddelbart ud til at være to muligheder - at det er uetisk enten på grund af serviceydelseselementet eller sexelementet i det, der foregår. Og da vi allerede har set, at serviceydelsen mod betaling ikke principielt adskiller luderen fra så mange andre, så må det være fordi det handler om sex.

Men så mangler man jo en nærmere begrundelse for, at det som sådan skulle være uetisk at handle med det frem for med alt muligt andet. Og i øvrigt hvorfor vi antager a priori at det at sælge sexydelser skulle påføre mennesker flere psykiske mén på længere sigt, end for eksempel det at være en stresset børnehavepædagog, buschauffør, fabriksarbejder, postomdeler, eller hvad som helst andet. Den slags arbejde kan også sagtens sende folk på orlov på ubestemt tid, eller ligefrem medføre at folk får tildelt en førtidspension på grund af følgevirkninger af stress, udbrændthed, eller en smadret ryg.

Sandheden er måske, at vor smag for, hvornår noget er utilbørlig udnyttelse af andre mennesker ved hjælp af penge, og om det er skadeligt eller ej, ikke så meget bygger på indlysende fakta og konsekvens, men snarere hidrører fra gamle, men stadig levende forestillinger, som gerne er af religiøs og ikke mindst bedsteborgerlig art. Og vores noget selektive fokus på prostitution, og i særdeleshed vores modvilje mod at se på så mange andre forhold, skyldes sandsynligvis, at det ville være svært at se kritisk på samfundet som helhed i lyset af ovennævnte, og samtidigt opretholde det nuværende produktionssamfund og dets materielle overflod. Det er nemmere at udgrænse enkelte områder, og dermed friholde andre for nærmere overvejelse.

Men som hovedregel har vi faktisk i dette samfund ikke noget imod, at folk bliver ”anvendt” i diverse sammenhænge.

Videre perspektiver

Hvis man skal være imod udnyttelse af mennesker, så burde man vel ikke udse sig visse områder, der ofres særlig opmærksomhed, men indtage et konsekvent standpunkt. Hvis man er imod, at nogle mennesker presses ud i dårlige jobs, fordi de ikke har så mange andre muligheder, og fordi de nu engang har brug for og gerne vil have penge, så må man rette blikket langt videre, end blot til folk, der sælger seksuelle ydelser.

Hvis vi vil være bekymrede på andres vegne angående deres måde at anvende deres krop på, angående deres arbejdes mulige psykiske skadevoldende virkninger, angående det etiske aspekt i deres gøren og laden og samfundets accept eller misbilligelse angående det muligt ulige udbytningsforhold mellem to aftaleparter, så virker det helt utilstrækkeligt og derfor underligt tilfældigt at indskrænke al den bekymring til forhold indbefattet af det vi kalder prostitution.

Og hvis vi ikke er villige til at tænke over nogles udnyttelse af andre på en bredere måde end den, der blot i det store og hele bifalder alskens former for udnyttelse, og kun udser os visse udvalgte områder at eksercere vor moral på, så kan det komme til at virke som en letkøbt og lettere reaktionært betonet og måske bevidst indskrænket måde at betragte forhold på mellem mænd og kvinder, rige og fattige, ressourcestærke og ressourcesvage individer.

Er forbud en løsning?

Lad det til sidst være sagt, at hvis man endelig vil lægge til grund, at det vi normalt kalder prostitution er så meget værre end meget andet træls og risikobetonet arbejde, og at vi som samfund gerne vil bekæmpe det fri marked på dette tilfældigt udvalgte område, og hvis man mener at der er bestemte grunde til at nogle havner i sexbranchen - bestemt type barndom, dårlige påvirkninger, dårligt selvværd, manglende etik, økonomisk grådighed eller hvad man ellers måtte mene - så kunne det måske være mere interessant at se på, hvordan man eventuelt kunne gøre noget ved årsagerne til prostitution, i stedet for blot at forsøge sig med almindelig fordømmelse eller forbud for enten de prostituerede eller kunderne.

At fjerne nogle årsager til at nogle havner i det man betegner som dårlige livsforhold ville temmelig sikkert også være mere effektivt, end blot at forbyde. Der er mange ting i verden, der er forbudte, men som sjovt nok ikke ser ud til at gå væk af den grund.

Hvis vi havde et samfund, hvor flere mennesker følte sig glade, og havde det rimeligt godt med sig selv og tilværelsen, og var tilfredse med de livsmuligheder, der var til rådighed for dem i samfundet, og hvis ikke markedstanken i forvejen var så velinstalleret i folk, og medførte at man efterhånden er vant til at se mennesker som human ressources, så ville der måske ikke være så mange prostituerede, eller så mange mænd der følte sig fristet til at besøge dem.

Men under alle omstændigheder burde vi klargøre for os selv, når vi som samfund ønsker at lovgive og forbyde, hvad vi helt nøjagtigt mener med at vi ikke ønsker, at nogle mennesker havner i jobs, hvor de bliver udnyttet for penge.

---

Mere nysprog.....please!

Kronik i Information, 14/6/2007. Kan også læses der:
Mere nysprog, please!

---

Nysprog er jo efterhånden blevet et kendt begreb for en særlig slags sprogbrug, der anvendes med henblik på at forme modtagerens tanker, således at han bliver manipuleret, allerede før man er begyndt at argumentere overfor ham.
Mange er utilfredse med det. Men spørgsmålet er snarere; går vi grundigt nok til værks?
Måske er Nysprog det, der skal redde verden.

Begrebet nysprog, hentet fra George Orwells berømte roman 1984, er ikke blevet mindre relevant, siden bogen udkom. Oprindeligt var nysprog det sprog, som den totalitære stat tog i anvendelse for at skabe det nye samfund, der fuldstændigt løsrev sig fra den uønskværdige fortid. Man skabte et nysprog for at kontrollere alle borgeres tanker, således at man kunne forme samfundet, som man ville. Og det er dette træk, der har fået eftertiden til at bruge betegnelsen nysprog for en sådan art sproganvendelse. Vi fik ikke nysproget helt som Orwell beskrev det i sin bog, men det er ikke svært at få øje på nysprogstendenser i det offentlige rum.

Eksempler er der nok af. En af de efterhånden kendte af de nye sproglige ændringer, der kunne karakteriseres som nysproglige, er det ærværdige Udlændingestyrelsens transformation til Udlændingeservice.
Det er jo en meget spændende navneændring, når man betænker, at det Udlændingeservice primært beskæftiger sig med, er at behandle folks sager på en sådan måde, at det som regel fører til udvisning af Danmark.
Et andet af de gode eksempler er ordet starthjælp, som jo betyder, at man får en nedsat kontanthjælp, der således udgør noget i retning af 35 % mindre end den normale kontanthjælp.
Ordet starthjælp lyder jo også noget mere høfligt, end for eksempel nedsat-hjælp-fordi-man-ikke-er-rigtig-dansker-almisse, eller hvad man ellers kunne finde på at kalde det.

Krigen i Irak, er et af de udtryk, som man efterhånden er begyndt at finde en kende for vulgært. Det kunne jo misforstås derhen, at der var tale om en krig, hvilket ville være uheldigt, da så Danmark kunne bebrejdes en krigsdeltagelse.
Men heldigvis kan man konstatere, at toneangivende politikere og journalister efterhånden foretrækker at nøjes med at kalde krigen i Irak for den humanitære indsats i Irak, interventionen i Irak, eller simpelthen urolighederne i Irak. En indsats kan jo også være noget udmærket, en humanitær indsats nærmest uangribelig, en intervention neutral, og uroligheder dog til at håndtere. Krig er noget mere uhyggeligt noget.

Et andet meget brugt ord er betegnelsen netværk. Man opfordres til, hvis man ikke har et, at skynde sig at oparbejde det. Nu er netværk i den forbindelse jo egentlig ikke andet end en eufemisme for nepotisme og en mafialignende indstilling til verden, hvor det væsentlige er hvilken ”familie” du er en del af, hvilken ”godfather” du har gode forbindelser til. Ideen om en fair og lige chance, baseret på kvalifikationer og arbejdsindsats er således ikke noget vi behøver at bekende os til.

Mod en bedre verden

Som pedantisk sprogbruger, der kunne ønske, at man anvendte sproget på en sådan måde, at man søgte at udtale sig så præcist og velfunderet som muligt, kunne man jo ærgre sig over nysprogsudviklingen, fordi man kunne anse den som en urimelig, beskidt, og utilladelig manipulation.
Men måske skulle man i stedet byde nysproget velkomment. Der er rigeligt med problemer at tage fat på med sproget.

Der er fx for tiden mange, der helt urimeligt klager over politiets opførsel og metoder. Man kunne forestille sig, at det noget kedelige, og intetsigende udtryk politi blev omdøbt til politiservice. Det ville give et meget bedre indtryk af politiets arbejde.
Et andet udbredt udtryk, der altid har klæbet noget ubehageligt ved, er jo ordet venteliste i forbindelse med hospitalsbehandling. Det lugter jo lidt af en tilsidesættelse, der kan koste én livet. Måske kunne man skabe mere positive associationer ved at bruge betegnelsen bookingliste. Det smager lidt mere hen ad charterferie, som jo er noget rart.

Man kan også så tit blive ked af at høre folks påtale af politikernes løben fra valgløfter, deres bortforklaringer, deres tendens til at sige det ene og gøre det andet, eller sige det ene og så bagefter sige noget egentligt ret modsat. Men her synes det også som om vi kunne gøre tilstanden i vores lille land bedre, ved at rense sproget. Hvad med at kalde det evne til etisk og moralsk fleksibilitet, tilpasningsdygtighed til en løbende udvikling, etc.
Tør man lidt frisk sige, at politikere faktisk er sindbilledet på menneskets evige evne til at klare sig igennem, uanset midlernes lødighed. Overlevelse frem for alt.

Det er jo også så moderne med forurening, drivhusgasser, udledning af tungmetaller, og den slags betegnelser, der let kan virke ubehagelige.
Man kunne foreslå en samlebetegnelse for alle den art forhold ved simpelthen at referere til dem som velfærdskonsekvenserne!!
Ret beset er det jo det, det er. En konsekvens af velfærdssamfund, forstået naturligvis primært som materiel velfærd.

Fordelen ved at anvende denne betegnelse ville være klar. Hver gang nogle miljøfanatikere ville sige forureningen imod, kunne man imødegå dem med det retoriske spørgsmål: Jamen, vil det sige, at du er imod velfærdskonsekvenserne?

I de senere år er der også blevet talt meget om de hjemløse fra tid til anden. Men heller ikke her synes ordvalget hjemløse at være rigtigt gennemtænkt. Det er ikke nogen rar betegnelse. Det kan jo dels skabe den ide i hovedet på de hjemløse selv, at det er ubehageligt at være uden fast bopæl, hvilket de måske ikke selv havde tænkt på, og det kan jo dernæst desuden skabe den ide i hovedet på os andre, at det er noget vi som samfund behøver at have dårlig samvittighed over.

Her forekommer det helt indlysende, hvad der ville være vundet ved at gå tilbage til de mere gammeldags, og meget mere hyggelige betegnelser landevejsriddere, vagabonder, eller simpelthen ”de frie fugle”. Landevejsriddere lyder næsten nobelt, vagabonder giver en ubevidst association til Poul Reichardt i ”Vagabonderne på Bakkegården”, som slet ikke havde det så dårligt endda. Og frie fugle, hvem kan have noget imod det? Ja, vi kunne måske endda gå så langt som til at omtale de bopælsfri som huslejeuafhængige eller rejselystne.

En anden modebetegnelse, der florerer, er samlebetegnelsen de svage. Det er klart nok, at dette udtryk allerede i sig selv er nysproglig, da det tjener det formål at undgå at tale om arbejdsløse, uduelige, økonomiske tabere, utilpassede, uuddannede, folk af anden etnisk herkomst, psykisk ustabile, christianitter, etc. Men det er også klart, at meget kunne vindes ved endnu en nysprogsfornyelse.

Ulempen ved udtrykket de svage, er dels at ingen jo kan lide at blive kaldt svage, og at det derfor kan gøre de ramte grupper mere svage og omkostningskrævende, end de allerede er i forvejen. Og endnu værre, det kan meget let lede os andre til at føle at vi har et moralsk ansvar for disse mennesker.

Man kunne foreslå at afløse det med udtrykket de uheldige. Uheld kan ingen jo drages til ansvar for. Og det ville være en meget hurtig og effektiv vej mod et samfund uden svage.

Morgenrøde
Ovenstående er jo blot en minimal antydning af, hvilke muligheder, der kunne ligge åbne for os, hvis vi tog sproget ved vingebenet.
Man kunne driste sig til at tro, at vi alene ved sprogets fortryllelseskraft måske kunne designe en smuk og ren og venlig verden, en verden uden ulemper, besværligheder, uretfærdigheder, urimeligheder, og tabere, hvis blot vi slap vores sproglige fantasi tilstrækkeligt løs.

Nysproget er jo blevet ganske omfattende allerede, men det virker som om, at det bliver brugt alt for sporadisk og spontant. Vi må blive mere bevidste om de utrolige muligheder, nysproget giver, hvis vi gennemarbejder hele vort sprog på en langt mere systematisk, kalkuleret, og målrettet måde, med parolen; intet er helligt, alt skal nysprogsopstrammes. Lad os tage ideen fra Orwells bog op, lad staten, myndighederne, den herskende klasse tage magten over sproget for at forme en bedre verden.

Med de perspektiver, vækstmuligheder, ja, måske ligefrem arbejdspladser, der kunne ligge i at favne disse tilsyneladende uudtømmelige muligheder for en generel verdensforskønnelse, så burde det nærmest tages op på allerhøjeste plan. Man kunne måske ligefrem tænke, at det var en sag for Kulturministeren.

Nedsæt et udvalg! Lav en Kanon! Formulér en bedre fremtid!

---

[Thomas Dam Olsen. 

TDO.dk]