En bekvem vækst-ideologi

Kommentar i Information 13/08/2007. Kan også læses der:
En bekvem vækstideologi

---

Ovenpå Tv2s udsendelse af Al Gores berømte eller berygtede film om global opvarmning kan man jo mene det ene eller andet om hovedbudskabet om den kommende katastrofes omfang.
Men et af de mest interessante spørgsmål, som tonede frem i programmets allersidste minutter lød: Er du villig til at lægge dit liv om?
Og det er måske et spørgsmål man skulle stille, før man heftigt diskuterer, hvor stor en katastrofe, der er tale om.

Vil vi noget?
Her skal det ikke så meget være hensigten at mene noget om miljøkatastrofens omfang.
Jeg vil hellere angribe problemet fra en lidt anden vinkel.
Her er to væsentlige spørgsmål, der nok bør stilles separat;
Hvad ved vi om miljøets tilstand?
Vil vi agere i forhold til den viden vi har?

Normalt ville man måske sige, at vi skal besvare spørgsmål 1 før vi kan svare på spørgsmål 2. Her skal det omvendte prøves: hvis vi i forvejen ved, at vi ikke vil agere passende, hvis vor viden ikke passer os, hvad skal vi så med viden?

Det er jo pinligt nok, at vi herhjemme har en miljøminister, hvis vigtigste budskab, når hun får lejlighed til at tone frem på skærmen, er, at vi skal købe et par el-sparepærer, og så huske at slukke lyset ude på badeværelset. Det var desværre også blandt Al Gores gode råd, da filmen gik på hæld.
Og hvis vi nu et øjeblik forudsætter, at der er miljøproblemer, så må man dog antage, at disse ikke primært skyldes, at en masse mennesker hele tiden brænder lys ude på badeværelset.
Det er i sandhed beskæmmende at man ikke kan strække sig længere end til at kommunikere miljøbudskaber på denne satirelignende facon, der endnu en gang demonstrerer politikkens ulidelige lethed.
Men skulle det mon kunne være, at denne useriøse forholden sig til sagen skyldes, at man skal appellere til en befolkning, der heller ikke vil høre mere end det?

I så fald er det meste af miljødebatten om vurdering af risici og identificering af årsagssammenhænge jo spild af tid.

Ord og Praksis
Mange danskere har jo, når de bliver spurgt, meget miljøvenlige synspunkter.
Alligevel er det noget andet man kan se, når man kigger på adfærden.
Der er ikke mange danskere, der ikke under sig fornøjelsen ved at lade sig transportere i minibus-lignende privatbiler, til og fra arbejde, og lige så meget i deres fritid. Og der er jo ikke nogen rigtig gode grunde til at have store terrængående 4-hjulstrækkere i et land, hvor de værste forhindringer man som bilist kan komme ud for er cyklister, fodgængere eller Valby Bakke. Men det er jo deres frie, individuelle og meget personlige valg at gøre det, og det vil vi jo som et frit samfund ikke forhindre dem i.
Oveni det flyver vi som aldrig før. Og vi ved, at når det gælder effektiv udnyttelse af brændstof, så er flyvemaskiner de rene helvedesmaskiner. Alligevel flyver vi gerne. Og godt det samme, siger vi, det er individets ret til at vælge som det lyster.
Vi køber køkkener og sweatere, modefarvesofaer og cappucinomaskiner, i et tempo, så selv østasiatiske skovhuggere og små kinesiske fabriksknoklere dårligt kan følge med. Og det er jo også folks frie valg, og det vil vi jo heller ikke blande os i.
Og vi spiser mere end nogensinde før, i mængder, der gør mange af os betænkeligt tæt på fede. Og tingene skal jo produceres og transporteres, og resterne bortskaffes osv. Men igen, det er jo et frit land, og det må folk selv om.
Vi har en reklamebranche, hvis højeste mål her i livet er at øge forbruget og affaldsdyngerne. Alt bliver plastret til i lovprisninger for sodavandsvodka, biograffilm, og sommerhuse; på reklamestandere, husfacader, busser, taxaer, cykelryttere. Alt for at få folk til at forbruge.

Vi har kort sagt et økonomisk samfundssystem, som definerer fremskridt som øget produktion, flere arbejdspladser, mere transport, øget velstand og købekraft - maksimal ”gang i hjulene”.
Fremskridt er at producere. Frihed er at købe.

Vækstideologi eller miljø?
Der er ikke mange, der vil sige det, men enhver kan sige sig selv, at et samfund, hvis højeste moral er vækstideologien, ikke i ramme alvor kan bekende sig til miljøbeskyttelse.
Der må vælges. Og det er ikke vanskeligt at få øje på, hvad vi som samfund foreløbigt vælger hver dag. Også her handler valg ikke så meget om, hvad vi siger, men om hvad vi gør.

I sit stille sind kunne man altså få lyst til at sige til alle disse politikere og almindelige borgere, der mener og siger så meget, uden at mene så meget med det; så ti dog i det mindste stille med det miljø.

Jeg skal ikke driste mig til at forelæse over, hvad vi skal vælge. Men lad os dog have modet til konsekvens; enten at tale om miljø og gøre noget, eller tie stille og gøre ingenting.
Og jeg indrømmer gerne, at så længe vi ikke som samfund ser ud til at kunne mønstre en samlet vilje til mere, så er jeg ligeglad om mine pærer er sparepærer eller ej, og jeg kan finde på i trods, at lade lyset brænde både i køkkenet OG på badeværelset, mens jeg sidder inde i stuen i stærk belysning og kigger ud ad vinduet.
Og jeg gider ikke engang have dårlig samvittighed.

---