Kommentar i Information 20/07/2007. Kan også læses der: Overvågningens pris
Det dårligste argument af dem alle bruges flittigt; man har vel ingen grund til at frygte overvågning, hvis man har rent mel i posen?
Rent mel i posen
For ikke så længe siden blev ordene ”overvågningsstat”, ”politistat”, og ”kontrolsamfund” ofte anvendt som vægtige argumenter mod lande som Sovjetunionen, Østtyskland etc. I den sammenhæng var der ikke mange, der forsvarede KGB eller STASI med devisen; man har vel ikke noget at frygte, hvis man har rent mel i posen?
I debatten om den hjemlige overvågning bliver det til gengæld ofte fremført. Det, der ligger implicit i dette meget dårlige argument er, at overvågning kun berører de, der så at sige bliver fanget i overvågningsnettet, når de begår eller påtænker at begå deres skumle handlinger, mens alle andre lades uberørt af overvågningen.
Blikket
Her kunne man fremdrage en af de gamle drenge, Sartre, der skrev om blikket.
Mennesket bliver nødt til at betragte sig som en slags genstand blandt andre af verdens genstande, når det bliver betragtet af den anden. Jeg kommer til at fælde dom over mig selv under den andens blik, som om jeg var et rent objekt. Sartre udtrykker det stærkt; den anden har således ikke alene åbenbaret, hvad jeg var: han har konstitueret mig på et nyt værensplan.
Man behøver blot at tænke på alle de situationer, hvori mennesker tror sig uiagttaget, men pludselig opdager, at de faktisk er iagttaget. Man ændrer umærkeligt bevidsthedstilstand og adfærd.
Man kommer til at betragte sig selv udefra.
Panoptikon
En af de andre franske, knap så gamle, drenge, Foucault, beskrev i sit afsnit om Panoptikon i ”Overvågning og Straf” fra 1975, hvordan den konstante overvågning påvirker den overvågede.
Det er en lang historie hos Foucault, men en af måderne man skaber subjekter på, er at konstruere omgivelser for mennesker, der fungerer som formende kræfter.
Her er pointen, at enhver, der overvåges af en instans, påvirkes til en bestemt adfærd, normeret af den overvågende instans. Magten, der manifesterer sig igennem overvågningen er således ikke kun noget, der virker negativt, som en teknik til at forhindre, men også positivt som en teknik til at skabe den adfærd, der bliver resultatet af overvågningen. Således er overvågningen en gennemgribende og positivt virkende kraft.
Naturligvis bliver det endnu mere interessant, når disciplinering bliver til selvdisciplinering, når ydre overvågning bliver til individernes internaliserede selvovervågning. Man glider fra det ene til det andet, netop når individerne ikke ved, om de reelt bliver overvåget, men må påregne muligheden, og opføre sig som om de er det. På det andet stadie har magten for alvor manifesteret sig, mest gennemgribende, mest virksomt, mest usynligt.
Utryg tryghed
Vejen til helvede kan jo være brolagt med gode intentioner(eller påståede gode). Man kan næsten finde argumenter for hvad som helst. Blot kan man også ofte finde argumenter imod.
I spørgsmålet om overvågning er det jo centralt, om der ikke er nogle principielle grænser, der bør gælde, selv om man kunne finde gode argumenter for et indgreb?
Hvis ikke findes der jo grunde nok til at stille skarpt på hvad som helst. Vi kan sætte kameraer op på S-togstationer for at hindre overfald på ældre damer. På alle gader af samme grund. I alle butikker, for at hindre tyveri og ubehagelig adfærd.
For så vidt kunne den enkelte borgers hjem overvåges. Kun for alles trygheds skyld, altså. Tænk, hvilke mængder af dårlig børneopdragelse, hustruvold, uagtsomt manddrab, dyremishandling, og dårlig indretningssmag man kunne forhindre. Som en lille sidegevinst kunne man lige checke, om folk nu også er syge, når de melder sig syge på jobbet. Der er grunde nok til overvågning.
Hvis der ikke findes principielle grænser for, hvor langt vi vil gå, så er der vel næsten uendelige muligheder for at skabe det ordnede samfund, hvor alt foregår efter de forskrifter, der er udlagt, og hvor ingenting udarter sig.
Overvågning skaber kontrol. Kontrol skaber orden. Orden skaber forudsigelighed og tryghed.
Forudsigeligheden og trygheden kan jo forekomme så tiltrækkende, at man glemmer at fokusere på, hvad overvågningen også gør.
Spørgsmålet er alene, hvor meget vi vil betale for den orden og tryghed.