marts 25, 2011

Selektiv kræftbekæmpelse


Kommentar i Information 10/09/2008. Kan også læses der: Selektiv kræftbekæmpelse


Forleden kunne man i Deadline på DR2 se en projektchef fra Kræftens Bekæmpelse lufte et nyt forslag fra samme organisation om at sætte prisen på en pakke smøger op til 60 kr. – gerne 80, hvis det kunne lade sig gøre. Det er jo udtryk for en imponerende selektiv indstilling til kræftbekæmpelse.

Moralsk oprustning
Lad det være sagt med det samme - følgende skal så langt fra opfattes som et forsvar for rygning, ej heller skal det opfattes som endnu et af de desværre så ofte fremførte påstande om at rygning nok slet ikke er usundt.
Det er givetvis usundt at ryge – præcis hvor usundt må være op til eksperter at vurdere.

Og det ville virkelig være en interessant åbning i debatten, hvis vi for alvor kunne begynde at diskutere, om vi på grund af viden og holdninger skal tage fat på at opdrage og lede befolkningen imod en bestemt livsførelse, også eventuelt imod folks frie vilje. Dette ville jo være et udfordrende alternativ til den liberale holdning, der ellers hersker.

Desværre ligner det blot endnu et forudsigeligt skud i bøssen, når Kræftens Bekæmpelse går imod de mennesker, der på trods af enhver fornuft stadigt og stædigt bliver ved med at ryge tobak, selv om Kræftens Bekæmpelse har sagt, at det er usundt og burde ophøre.

Det er påfaldende at en organisation som Kræftens Bekæmpelse i den grad har set sig så ond på rygningen, at man sjældent eller aldrig hører om andre samfundsanliggender, når Kræftens Bekæmpelse føler trang til at vaje med den moralske sundhedsfane.

Nu da denne projektchef havde fået medieadgang for at tale sundhed, og altså brugte tiden til at foreslå disse ret markante afgiftsstigninger på en bestemt varegruppe, så sad man som seer med et lønligt håb om, at andre ting kunne være taget op ved samme lejlighed.

Der er meget der er usundt
Tænkningen bag forslaget er jo ikke helt gal – en så stor stigning i tobakspriserne ville helt sikkert føre til mindre rygning i Danmark, alene fordi der er mennesker, der er således økonomisk stillet, at de uanset vilje næppe ville have råd til at fortsætte med deres usunde tobaksvaner.

Men hvis det er i orden at anvende et sådant tvangsmiddel, som sådanne prisstigninger i praksis ville være, i det mindste overfor visse grupper, så må man forundres over, hvorfor denne glimrende og helt sikkert effektive taktik så ikke kunne udstrækkes til alle andre områder også.
Vi ved, lige så vel som vi ved at tobaksrygning er usundt, at bilisme medfører en luftforurening, der slår mennesker ihjel.
Hvorfor foreslår Kræftens Bekæmpelse så ikke, at benzinen bliver sat op til for eksempel 80 kr. literen?
Det ville med meget stor sikkerhed medføre et fald i privatbilismen i dette land, og dermed skabe mere sundhed.

Flytrafikken er jo den rigtig store luftforureningssynder – hvilket vel også kunne modgås, hvis man for eksempel pålagde flybranchen sådanne afgifter, at en flybillet til Paris kom til at koste for eksempel 25 000 kr. for en enkeltbillet.
Så skulle en del danskere nok lære at lade flyvemaskinen stå, når de skulle på weekend.

Et andet meget stort sundhedsproblem nu om dage er jo den stigende fedme i befolkningen, der medfører en lang række sundhedsproblemer, kredsløbsproblemer, sukkersyge, muligvis også på forskellige indirekte måder kræft.
Den kunne vel blandt andet bekæmpes ud fra samme strategi med afgifter på sukker- og fedtholdige produkter, i en grad så en pose kartoffelchips kom til at koste en hundredemand, og en plade billig chokolade det samme. Folk ville unægtelig være nødsaget til at blive slankere, og dermed sundere.

Tør Kræftens Bekæmpelse også at være upopulære?
Det er helt i sin orden, hvis man i Kræftens Bekæmpelse ikke som sådan tror på borgerens egen ret til at vælge sine vaner og laster(det kan der måske nogle gange være gode grunde til ikke at gøre), men så må man også have modet til for alvor at tale samfundet imod, også der hvor det ikke er populært.

Men er sandheden ikke, at man endnu engang vælger de lette skydeskiver? – rygere er jo i forvejen mistænkeliggjort, inddæmmet på grænsen til forfølgelse, og der hersker en udpræget anti-rygerstemning i samfundet som helhed. Derfor er det det billige sted at hente sine point.

En helt anden(og upopulær) sag ville det jo være, hvis Kræftens Bekæmpelse gik ud med brask og bram og holdt prædikener imod bilisme, charterflyvning, forbrugsgrådighed, dårlige spisevaner, tilsætningsstoffer i fødevarerne, stress på arbejdspladserne, forgiftet overfladejord i københavnske børnehaver – alt sammen noget som også kan være kræftfremkaldende i de rette doser. Lad os fra Kræftens Bekæmpelse se lige så radikale løsningsforslag på den slags gennemgribende problemer.
Men selvfølgelig - for meget af den snak, og organisationen ville snart blive så lidt afholdt, at den ville få eksistensproblemer.

Kræftens Bekæmpelse – vær modige og konsekvente, hvis I vil tale streng sundhedsmoral.

Ellers virker det bare som billige pip, i stedet for seriøs moralsk oprustning.




Hvor er alle drømmene vi drømte?

Kronik i Information 23/08/2008. Kan også læses der: Hvor er alle drømmene vi drømte Floder af mælk og honning, huse af kager, og...