I artiklen ”Danskerne er ræligjøse analfabeter” i nærværende avis d. 24-1-2009 luftes flere kraftige meninger om ”danskerne”, så forskellige danskerne nu engang må være. Der lægges hårdt ud med erklæringen ”Danskerne er uvidende, fordomsfulde og respektløse over for folk, der har en religiøs tro”. Det mener teologen Iben Thranholm.
Man får lyst til at spørge, om ikke det er noget af en frækhed at erklære folk for religiøse analfabeter uden videre? Betyder det, at Iben Thranholm så omvendt er ateistisk analfabet? Og gavner det debatten og samtalen at komme med den slags udmeldinger?
Det er jo bemærkelsesværdigt, når
man lige netop vil anklage andre(danskerne som helhed) for at være skyld i en
skinger tone i religionsdebatten, at man så frejdigt erklærer denne ret store
befolkningsgruppe for uvidende, fordomsfulde og respektløse over for religion,
hvilket dog må forekomme en kende generaliserende, fordomsfuldt og respektløst.
Så får man umiddelbart den tanke, at den
skingre tone ikke kun frembringes på den ene side af kirkemuren.
Ifølge artiklen er det endda ikke
kun hardcoreateister og agnostikere, der er uvidende, fordomsfulde og
respektløse. Det gælder åbenbart også de 85 % af danskerne, der er
folkekirkemedlemmer. Hvis det også generelt gælder sidstnævnte gruppe, at de er
uden viden, forståelse, og respekt for religion, så er det jo heldigt for
teologerne, at de mennesker trods alt(eller måske derfor) er medlemmer af
folkekirken endnu.
Angst eller bare modvilje
Der fortsættes med en svada om,
at danskerne ”ofte er både bange og afvisende over for troende”.
Denne gamle traver bruges jo så
ofte imod folk, der har noget imod noget, nemlig at de i virkeligheden er bange
for det, som de ikke bryder sig om. Hvis du ikke bryder dig om religion, så er
du bange og tør ikke at åbne dig for den herlige religion.
Problemet med en sådan påstand er
jo, at den dels er fuldstændigt uunderbygget, og dels kan slynges ud imod et
hvilket som helst standpunkt, idet man på bedste psykoanalytiske vis implicit
hævder, at de mennesker man taler imod, ikke selv er i stand til at forstå
deres egne standpunkter og grundene til dem, hvilket man så hævder at være i
stand til på deres vegne.
Respekt eller tolerance
Men så kunne man lige så godt uden videre
hævde, at de religiøse, når de har noget imod ateisme, egentlig blot er bange
for, at ateisterne har ret, og også at de er bange for den form for personlig frihed(og
ansvar) som det ateistiske standpunkt åbner for, og at de ikke har den rette
respekt for ateismen på grund af deres angst og lukkethed overfor dette
standpunkt. Og at kristne sjældent virkeligt forstår en ateists følelser, og
endnu mere sjældent har den fornødne respekt for samme. Det er lige så
sandsynligt og alligevel uunderbygget, som den modsatte påstand.
Der er det jo heldigt at ateister
og agnostikere sjældent er lige så betuttede over ikke at blive forstået og
anerkendt, som de religiøse er. Ellers kunne vi alle til hobe rende rundt og
være meget betuttede.
Iben Thranholm er jo selv teolog,
og det kan vel derfor ikke undre, at hun vil have religiøs respekt og
gudfrygtighed. Det har religionernes repræsentanter jo altid forlangt.
Når hun ikke mener, at danskerne
respekterer religioner nok, så kunne man jo sige, at respekt ikke er noget man
automatisk har krav på. Og hvis ”danskerne” ikke skulle ønske at respektere kristendommen
nok ifølge visse teologer, så er det måske et velovervejet standpunkt, og ikke nødvendigvis
uvidenhed, fordomsfuldhed, lukkethed, dumhed – men netop blot et standpunkt.
Det ligger som en accepteret og
uudtalt præmis i artiklen, at man skal
respektere religion.
Men hvis man pr automatik bør respektere hvem som helst og hvad som helst uden
videre, når det forlanges, så mødes man som menneske med et krav om at respektere
kristne, buddhister, kwakiutl-indianeres myter om tordenfuglen, homoseksuelle,
heteroer, venstreorienterede, højreorienterede, desorienterede, asketer og
libertinere. Det kunne let presse folk ud i en halvskizofren sindsstemning.
Måske ville det gavne
religionsdebatten at holde op med al den respektsnak. Når nogen ønsker at alle
andre skal have respekt for deres synspunkter, så betyder det som regel, at de
vil immuniseres over for andres kritik. Et respektsamfund ville i den forstand
være et kritikløst samfund.
Mon ikke det forekommer mere
rimeligt at nøjes med at sige, at andre kan respektere én i det omfang de
føler, at man fortjener respekt, og at resten må henhøre under tolerance.
Man må vel nok som menneske
tolerere meget mere end man respekterer. Men at forlange alles respekt for det ene
eller det andet giver ingen mening.
[Thomas Dam Olsen.
TDO.dk]