Kommentar i Information 30/04/2007. Kan også læses der:
Uden Gud er alt tilladt!...?
Forleden kunne man i Deadline på DR2 se en diskussion mellem næstformanden for Ateistisk Selskab og en folkekirkepræst fra Stefanskirken på Nørrebro i København.
Der blev diskuteret flere ting i den udsendelse. En af de ting, der lige blev berørt, men så heller ikke mere, er det interessante spørgsmål, hvorfor det i stigende grad er lykkedes de religiøse(her i landet mestendels folkekirken) at tage en slags patent på spørgsmål af etisk karakter. Hvorfor skal der næsten altid være en præst eller to i nærheden, hvis et etisk spørgsmål skal diskuteres?
Tror vi stadig på, at der ikke findes etik uden religion?
Uden Gud er alt tilladt
I Dostojevskijs måske mest berømte værk, Brødrene Karamassof, erklærer den mellemste Karamassof-bror Ivan, at hvis Gud er død, så er alt tilladt. Og dermed fremførtes en påstand, som sikkert var fremført mange gange før, og i hvert fald er blevet det mange gange siden, nemlig, at den eneste måde, hvorpå vi mennesker kan være etiske er, hvis der er en ultimativ, absolut, evig, ufejlbarlig, uforanderlig dommergud udi etikken.
Gud og mennesker
Det ligger i sagens natur, at hvis man tror på en eller flere guder, så følger det deraf, at det er disse overjordiske væsener, der ligger inde med standarderne for det etiske. Derfor drejer det sig følgelig om for mennesket at erkende(!) hvad disse etiske standarder er.
Det etiske er altså en sag mellem Gud/guder og mennesker. Der står visse etiske regler skrevne i himmelen(eller på tavler, der kommer fra himmelen, eller de kommer til særligt udvalgte gennem særlige åbenbaringer, hvori disse udvalgte skuer den øverste sandhed, og derefter venligt inddrager os andre i disse åbenbare/åbenbarede sandheder).
Det er klart, at hvis man abonnerer på en sådan opfattelse, så er Gud/guder en forudsætning for, at der er en etik, og forudsætningen for erkendelse af den.
Mennesker imellem
Men hvad nu hvis vi lod os nøje med, at betragte etik som en sag mellem mennesker? Vi kunne sige, at etikken er regler, der udspringer af det menneskelige fællesskab, og er nødvendigt for at der kan være et fællesskab(det er umuligt at forestille sig noget fællesskab af nogen som helst art, uden en eller anden form for regler, enten eksplicitte eller implicitte)
Så forekommer det sådan set ikke umuligt at kunne tale om en etik uden Gud.
Der er da også eksempler nok på mennesker, der forfægtede en eller anden etik, om end de selv var erklærede ateister. Hume, Marx, Nietzsche, Sartre, Camus, for blot at nævne de, der lige først falder én ind.
Nietzsches projekt handlede om at skabe værdier, herunder etiske, i en moderne verden, hvor man måtte indse, at Gud er død, som han lidt provokerende udtrykte det. Sartre fortsatte noget senere i samme spor, da han sagde, at det, når der skal findes etik, ikke så meget er et spørgsmål om at fornægte Guds eksistens, som det er spørgsmålet om indse, at det sådan set i den sammenhæng er ligegyldigt, om Gud er der eller ej. Etikken er med eller uden Ham en sag mellem mennesker.
Hvem er etik-eksperter?
Men det er som om vi, på trods af mængder af interessante værker og tanker om etik, og en generel ”afreligiøsificering” af samfundet, stadig(måske af gammel vane?) stiltiende anerkender, at de religiøse har patent på etikken.
Hvis det er tilfældet, at etik er en sag mellem mennesker i deres samfundsmæssige væren, så kunne vi jo godt diskutere etik i det offentlige rum, uden straks at skulle øjne et par af de moderne, kjolebærende, af folkekirken udsendte, og af medierne ofte indbudte, etikdebattører, som kan fortælle os hvad Jesus har sagt, og hvad hans far mener om det.
Skulle man pege på nogle, der må forudsættes at kunne bidrage med indsigt i etik, og hvad der måtte være relevant i forhold til den, så kunne man nok lige så godt pege på filosoffer, psykologer, biologer, sociologer, antropologer. Ja, måske endda helt almindelige mennesker, der blot forsøger på redelig vis at finde en etik at leve efter, og følgelig har tænkt lidt over tingene.
For ikke at blive misforstået kunne man så huske at nævne, at ovenstående ikke så meget er en kritik af præsterne. Det er mere mediernes overdrevne tilbøjelighed til at tilkalde præster i udsendelser af etisk karakter, der bør kritiseres.
Og det er da heller ikke et rimeligt synspunkt at præster ikke skulle have ret til at udtale sig. Det er bare heller ikke indlysende, hvorfor de per definition skulle være mere interessante at spørge, end så mange andre.