Kronik i Information 23/08/2008. Kan også læses der: Hvor er alle drømmene vi drømte
Floder af mælk og honning, huse af kager, og brolægning af det rene wienerbrød. En retfærdig verden, hvor alle har hvad de skal bruge, og hvor alle er frie og lykkelige.
Utopien har en lang og glorværdig historie. Den vestlige verdens første kendte utopi finder man i Platons Staten, fra ca. 400 f. v. t. Siden hen kom Moores Utopia, Campanellas Solstaden, blandt mange andre.Leder man efter dagens utopi, er den svær at få øje på.
Man kan umiddelbart undre sig
over, hvorfor vi på et tidspunkt i det menneskelige samfunds udvikling, hvor vi
objektivt set har flere muligheder for at gøre drømme til virkelighed(viden,
teknologi, maskiner) end nogensinde tidligere, netop nu synes at resignere på drømmen
om det bedre samfund. Men hvis man betænker hvilke træk, der traditionelt har
karakteriseret utopierne, ser man bedre, hvordan utopierne lige præcis nu
foreløbigt er kastet på historiens store mødding. Utopien fremstår nu om dage nærmest
som uansvarligt drømmeri, etikrytteri, og naivitet.
Utopien som genre
Der kan jo være forskellige
definitioner på hvad utopien som genre er for en størrelse, men det ville være
rimeligt at sige generelt, at utopier i et eller andet omfang er en kritik af
det nuværende samfund, et idealbillede, der opstilles, for at vi kan betragte
det, der ikke er, og eventuelt blive inspireret til at søge det realiseret. En
måde, hvorpå man kan forsøge at løfte sig op over øjeblikket, for at få en
udsigt fra et ikke-tidsbundet punkt, og illustrere, at noget bedre er muligt.
Da Thomas Moore introducerede
begrebet ”utopia” med sit værk fra 1516 af samme navn, spillede han på en
tvetydighed fra det græske, således at utopia på en gang betyder ”det gode
sted” og ”stedet, der ikke findes”.
Efterhånden er betydningen via
almindelig brug nærmest gledet over til at betyde ”det, der ikke kan lade sig
gøre”, hvilket jo er en væsentlig forskydning i forhold til den oprindelige
betydning.
Og det er netop denne
meningsforskydning, der gør det muligt at afvise visioner for noget bedre ved
at erklære dem for utopiske. Det umulige er selvsagt fjollet. Hvis man holder
sig til ordets oprindelige mening – det gode sted eller stedet der ikke
findes(men burde) så er det selvfølgelig ikke holdbart at argumentere imod det utopiske
alene fordi det er utopisk.
Nogle fællestræk
De fleste utopier besidder træk som ikke er så moderne for tiden;
- Modet og viljen til en bekendelse til etikken. Det giver sig selv, at forestillingen om et utopia drives af utopistens ønske om en gennemført etisk samfundsstruktur. Det er utopiens væsen.
- En utopi er altid en forestilling om et samfund. Den handler om helheder. Det er indlysende at utopia ikke findes for ét individ.
- Som regel en lighedstanke – en indstilling om, at et samfund skal stille dets goder til rådighed for alle. Oftest indbefatter det også noget med viden og læremuligheder frit tilgængeligt for alle, og samtidigt regnes det for givet, at der påhviler den enkelte en pligt til at agere som fornuftsmenneske i fællesskabet.
- Man forestiller sig et samfund regeret efter fornuften, snarere end et samfund regeret efter, hvilke mere eller mindre tilfældige magtinteresser, der har formået at sætte sig igennem på egne vegne.
Efter ovenstående punktopstilling
over fællestræk ved utopien ser man let, hvorfor drømmerier af den art ikke
forekommer som velklang i moderne ører. På trods af, at regeringen ofte nævner
trylleordet sammenhængskraft, så er den politik, der føres for tiden ikke just
en politik, hvor sammenhængskraft tilstræbes. I praksis dyrkes mere
forestillingen om individets frie valg(han kan vælge det han har råd til), og
når vi taler om problemer eller mulige løsninger, så er det altid
segment-orienteret – 2.-generationsindvandrerne, de gamle, de arbejdsløse,
sygeplejerskerne, de uuddannede, o. s. v. Der høres sjældent i det politiske
debatunivers røster om grundlæggende og omfattende ændringer til det bedre.
De to i vort samfund herskende
tvilling-ideologier, kapitalismen og liberalismen, er ret beset mere
individ-ideologier end samfundsideologier, hvor der ikke er plads til eller
brug for de dyder, der forfægtes i utopierne.
Francis Fukoyama har jo ligefrem
i sin berømte(eller berygtede) artikel fra 1989(bogen fra 1992) ”The End of
History” sat den endegyldige prop i flasken. Historien er simpelthen slut! Den liberalistiske
drøm er realiseret, det er kun et spørgsmål om ganske føje tid, så har den
sejret overalt. Så skulle de sværmeriske naturers tilbøjelighed til politisk
dagdrømmeri en gang for alle være overstået!
Selv om man måske ikke ligefrem
kan tage en påstand om historiens afslutning alvorligt(hvis man har lidt sans
for historie), så er artiklens pointe ganske sigende for en udbredt
indstilling. Vi har fundet den endelige form, det bliver ikke anderledes, og
dermed ikke bedre. Ja, det kan
faktisk ikke blive bedre. Vi har opnået at kreere den bedst mulige af alle
verdener.
Karl Popper hyldede da også allerede
i sin berømte ”Det åbne Samfund” fra 1945 det moderne vestlige demokrati, fordi
det angiveligt indbygget i sig skulle have evnen til gradvis forbedring via den
metode, som han kaldte social ingeniørkunst, i modsætning til det han kaldte
fascistiske og totalitære drømme om at viske tavlen ren og starte forfra på et
altomfattende samfundsprojekt. Derfor rasede han mod så forskellige ånder som
Platon, Hegel og Marx, der ifølge Popper er næsten eneansvarlige for verdens
fortrædeligheder, selv op i vor tid, netop fordi de var nogle slemme totalitære
utopister.
Man kan måske give Popper ret i,
at det nok ikke er ønskeligt at starte forfra og gennemdesigne totaliteten ud
fra rene principper, men til gengæld var Popper åbenbart helt overbevist om, at
den sociale ingeniørkunst i det vestlige demokrati gradvist ville gøre verden
bedre, hvilket vort nuværende system netop ikke sikrer, hvis drivkraften til en
forbedring ikke længere er til stede. Kapitalisme, liberalisme, modernitet,
teknologi skaber desværre ikke i sig selv
et bedre samfund. Faktisk kan selvsamme lige så godt være negative faktorer i
en samfundsudvikling, hvis de ikke bringes til at tjene det gode.
Netop her er de etiske
ambitioner, visionerne, utopierne, drømmerierne strengt nødvendige. Ellers sker
der ikke nødvendigvis noget som helst i retning af det bedre.
Og mens vi drømmer kunne vi så have in mente, at når nogen kalder
en vision for en utopi(i den negative betydning), så siger det som regel mere
om de kræfter, der er på spil for at forhindre en muliggørelse, end det siger
noget essentielt om denne visions faktiske mulighedsbetingelser.
Det er sjovt nok sådan med verden, at den langt hen ad vejen
kan blive sådan som vi vil have den skal blive. Hvis vi vil det i fællesskab.
Det er en forudsætning for et
sundt samfund, der bevæger sig mod det bedre, at vi har utopier, drømme,
forestillinger, der kan fungere som pejlemærker.
Uden dem er vi her bare.
[Thomas Dam Olsen.
TDO.dk]