marts 25, 2011

Hvor er alle drømmene vi drømte?


Kronik i Information 23/08/2008. Kan også læses der: Hvor er alle drømmene vi drømte


Floder af mælk og honning, huse af kager, og brolægning af det rene wienerbrød. En retfærdig verden, hvor alle har hvad de skal bruge, og hvor alle er frie og lykkelige.

Utopien har en lang og glorværdig historie. Den vestlige verdens første kendte utopi finder man i Platons Staten, fra ca. 400 f. v. t. Siden hen kom Moores Utopia, Campanellas Solstaden, blandt mange andre.
Leder man efter dagens utopi, er den svær at få øje på.


Man kan umiddelbart undre sig over, hvorfor vi på et tidspunkt i det menneskelige samfunds udvikling, hvor vi objektivt set har flere muligheder for at gøre drømme til virkelighed(viden, teknologi, maskiner) end nogensinde tidligere, netop nu synes at resignere på drømmen om det bedre samfund. Men hvis man betænker hvilke træk, der traditionelt har karakteriseret utopierne, ser man bedre, hvordan utopierne lige præcis nu foreløbigt er kastet på historiens store mødding. Utopien fremstår nu om dage nærmest som uansvarligt drømmeri, etikrytteri, og naivitet.

Utopien som genre
Der kan jo være forskellige definitioner på hvad utopien som genre er for en størrelse, men det ville være rimeligt at sige generelt, at utopier i et eller andet omfang er en kritik af det nuværende samfund, et idealbillede, der opstilles, for at vi kan betragte det, der ikke er, og eventuelt blive inspireret til at søge det realiseret. En måde, hvorpå man kan forsøge at løfte sig op over øjeblikket, for at få en udsigt fra et ikke-tidsbundet punkt, og illustrere, at noget bedre er muligt.

Da Thomas Moore introducerede begrebet ”utopia” med sit værk fra 1516 af samme navn, spillede han på en tvetydighed fra det græske, således at utopia på en gang betyder ”det gode sted” og ”stedet, der ikke findes”.
Efterhånden er betydningen via almindelig brug nærmest gledet over til at betyde ”det, der ikke kan lade sig gøre”, hvilket jo er en væsentlig forskydning i forhold til den oprindelige betydning.
Og det er netop denne meningsforskydning, der gør det muligt at afvise visioner for noget bedre ved at erklære dem for utopiske. Det umulige er selvsagt fjollet. Hvis man holder sig til ordets oprindelige mening – det gode sted eller stedet der ikke findes(men burde) så er det selvfølgelig ikke holdbart at argumentere imod det utopiske alene fordi det er utopisk.

Nogle fællestræk
De fleste utopier besidder træk som ikke er så moderne for tiden;
  • Modet og viljen til en bekendelse til etikken. Det giver sig selv, at forestillingen om et utopia drives af utopistens ønske om en gennemført etisk samfundsstruktur. Det er utopiens væsen. 
  • En utopi er altid en forestilling om et samfund. Den handler om helheder. Det er indlysende at utopia ikke findes for ét individ. 
  • Som regel en lighedstanke – en indstilling om, at et samfund skal stille dets goder til rådighed for alle. Oftest indbefatter det også noget med viden og læremuligheder frit tilgængeligt for alle, og samtidigt regnes det for givet, at der påhviler den enkelte en pligt til at agere som fornuftsmenneske i fællesskabet. 
  • Man forestiller sig et samfund regeret efter fornuften, snarere end et samfund regeret efter, hvilke mere eller mindre tilfældige magtinteresser, der har formået at sætte sig igennem på egne vegne. 
En ikke-utopisk tid
Efter ovenstående punktopstilling over fællestræk ved utopien ser man let, hvorfor drømmerier af den art ikke forekommer som velklang i moderne ører. På trods af, at regeringen ofte nævner trylleordet sammenhængskraft, så er den politik, der føres for tiden ikke just en politik, hvor sammenhængskraft tilstræbes. I praksis dyrkes mere forestillingen om individets frie valg(han kan vælge det han har råd til), og når vi taler om problemer eller mulige løsninger, så er det altid segment-orienteret – 2.-generationsindvandrerne, de gamle, de arbejdsløse, sygeplejerskerne, de uuddannede, o. s. v. Der høres sjældent i det politiske debatunivers røster om grundlæggende og omfattende ændringer til det bedre.
De to i vort samfund herskende tvilling-ideologier, kapitalismen og liberalismen, er ret beset mere individ-ideologier end samfundsideologier, hvor der ikke er plads til eller brug for de dyder, der forfægtes i utopierne.

Francis Fukoyama har jo ligefrem i sin berømte(eller berygtede) artikel fra 1989(bogen fra 1992) ”The End of History” sat den endegyldige prop i flasken. Historien er simpelthen slut! Den liberalistiske drøm er realiseret, det er kun et spørgsmål om ganske føje tid, så har den sejret overalt. Så skulle de sværmeriske naturers tilbøjelighed til politisk dagdrømmeri en gang for alle være overstået!
Selv om man måske ikke ligefrem kan tage en påstand om historiens afslutning alvorligt(hvis man har lidt sans for historie), så er artiklens pointe ganske sigende for en udbredt indstilling. Vi har fundet den endelige form, det bliver ikke anderledes, og dermed ikke bedre. Ja, det kan faktisk ikke blive bedre. Vi har opnået at kreere den bedst mulige af alle verdener.

Karl Popper hyldede da også allerede i sin berømte ”Det åbne Samfund” fra 1945 det moderne vestlige demokrati, fordi det angiveligt indbygget i sig skulle have evnen til gradvis forbedring via den metode, som han kaldte social ingeniørkunst, i modsætning til det han kaldte fascistiske og totalitære drømme om at viske tavlen ren og starte forfra på et altomfattende samfundsprojekt. Derfor rasede han mod så forskellige ånder som Platon, Hegel og Marx, der ifølge Popper er næsten eneansvarlige for verdens fortrædeligheder, selv op i vor tid, netop fordi de var nogle slemme totalitære utopister.
Man kan måske give Popper ret i, at det nok ikke er ønskeligt at starte forfra og gennemdesigne totaliteten ud fra rene principper, men til gengæld var Popper åbenbart helt overbevist om, at den sociale ingeniørkunst i det vestlige demokrati gradvist ville gøre verden bedre, hvilket vort nuværende system netop ikke sikrer, hvis drivkraften til en forbedring ikke længere er til stede. Kapitalisme, liberalisme, modernitet, teknologi skaber desværre ikke i sig selv et bedre samfund. Faktisk kan selvsamme lige så godt være negative faktorer i en samfundsudvikling, hvis de ikke bringes til at tjene det gode.
Netop her er de etiske ambitioner, visionerne, utopierne, drømmerierne strengt nødvendige. Ellers sker der ikke nødvendigvis noget som helst i retning af det bedre.

Og mens vi drømmer kunne vi så have in mente, at når nogen kalder en vision for en utopi(i den negative betydning), så siger det som regel mere om de kræfter, der er på spil for at forhindre en muliggørelse, end det siger noget essentielt om denne visions faktiske mulighedsbetingelser.
Det er sjovt nok sådan med verden, at den langt hen ad vejen kan blive sådan som vi vil have den skal blive. Hvis vi vil det i fællesskab.

Det er en forudsætning for et sundt samfund, der bevæger sig mod det bedre, at vi har utopier, drømme, forestillinger, der kan fungere som pejlemærker.

Uden dem er vi her bare.


[Thomas Dam Olsen. 
TDO.dk]





Hvor er alle drømmene vi drømte?

Kronik i Information 23/08/2008. Kan også læses der: Hvor er alle drømmene vi drømte Floder af mælk og honning, huse af kager, og...