Kronik i Information, 14/6/2007. Kan også læses der:
Mere nysprog, please!
Mere nysprog, please!
Nysprog er jo efterhånden blevet et kendt begreb for en særlig slags sprogbrug, der anvendes med henblik på at forme modtagerens tanker, således at han bliver manipuleret, allerede før man er begyndt at argumentere overfor ham.
Mange er utilfredse med det. Men spørgsmålet er snarere; går vi grundigt nok til værks?
Måske er Nysprog det, der skal redde verden.
Begrebet nysprog, hentet fra George Orwells berømte roman 1984, er ikke blevet mindre relevant, siden bogen udkom. Oprindeligt var nysprog det sprog, som den totalitære stat tog i anvendelse for at skabe det nye samfund, der fuldstændigt løsrev sig fra den uønskværdige fortid. Man skabte et nysprog for at kontrollere alle borgeres tanker, således at man kunne forme samfundet, som man ville. Og det er dette træk, der har fået eftertiden til at bruge betegnelsen nysprog for en sådan art sproganvendelse. Vi fik ikke nysproget helt som Orwell beskrev det i sin bog, men det er ikke svært at få øje på nysprogstendenser i det offentlige rum.
Eksempler er der nok af. En af de efterhånden kendte af de nye sproglige ændringer, der kunne karakteriseres som nysproglige, er det ærværdige Udlændingestyrelsens transformation til Udlændingeservice.
Det er jo en meget spændende navneændring, når man betænker, at det Udlændingeservice primært beskæftiger sig med, er at behandle folks sager på en sådan måde, at det som regel fører til udvisning af Danmark.
Et andet af de gode eksempler er ordet starthjælp, som jo betyder, at man får en nedsat kontanthjælp, der således udgør noget i retning af 35 % mindre end den normale kontanthjælp.
Ordet starthjælp lyder jo også noget mere høfligt, end for eksempel nedsat-hjælp-fordi-man-ikke-er-rigtig-dansker-almisse, eller hvad man ellers kunne finde på at kalde det.
Krigen i Irak, er et af de udtryk, som man efterhånden er begyndt at finde en kende for vulgært. Det kunne jo misforstås derhen, at der var tale om en krig, hvilket ville være uheldigt, da så Danmark kunne bebrejdes en krigsdeltagelse.
Men heldigvis kan man konstatere, at toneangivende politikere og journalister efterhånden foretrækker at nøjes med at kalde krigen i Irak for den humanitære indsats i Irak, interventionen i Irak, eller simpelthen urolighederne i Irak. En indsats kan jo også være noget udmærket, en humanitær indsats nærmest uangribelig, en intervention neutral, og uroligheder dog til at håndtere. Krig er noget mere uhyggeligt noget.
Et andet meget brugt ord er betegnelsen netværk. Man opfordres til, hvis man ikke har et, at skynde sig at oparbejde det. Nu er netværk i den forbindelse jo egentlig ikke andet end en eufemisme for nepotisme og en mafialignende indstilling til verden, hvor det væsentlige er hvilken ”familie” du er en del af, hvilken ”godfather” du har gode forbindelser til. Ideen om en fair og lige chance, baseret på kvalifikationer og arbejdsindsats er således ikke noget vi behøver at bekende os til.
Mod en bedre verden
Som pedantisk sprogbruger, der kunne ønske, at man anvendte sproget på en sådan måde, at man søgte at udtale sig så præcist og velfunderet som muligt, kunne man jo ærgre sig over nysprogsudviklingen, fordi man kunne anse den som en urimelig, beskidt, og utilladelig manipulation.
Men måske skulle man i stedet byde nysproget velkomment. Der er rigeligt med problemer at tage fat på med sproget.
Der er fx for tiden mange, der helt urimeligt klager over politiets opførsel og metoder. Man kunne forestille sig, at det noget kedelige, og intetsigende udtryk politi blev omdøbt til politiservice. Det ville give et meget bedre indtryk af politiets arbejde.
Et andet udbredt udtryk, der altid har klæbet noget ubehageligt ved, er jo ordet venteliste i forbindelse med hospitalsbehandling. Det lugter jo lidt af en tilsidesættelse, der kan koste én livet. Måske kunne man skabe mere positive associationer ved at bruge betegnelsen bookingliste. Det smager lidt mere hen ad charterferie, som jo er noget rart.
Men måske skulle man i stedet byde nysproget velkomment. Der er rigeligt med problemer at tage fat på med sproget.
Der er fx for tiden mange, der helt urimeligt klager over politiets opførsel og metoder. Man kunne forestille sig, at det noget kedelige, og intetsigende udtryk politi blev omdøbt til politiservice. Det ville give et meget bedre indtryk af politiets arbejde.
Et andet udbredt udtryk, der altid har klæbet noget ubehageligt ved, er jo ordet venteliste i forbindelse med hospitalsbehandling. Det lugter jo lidt af en tilsidesættelse, der kan koste én livet. Måske kunne man skabe mere positive associationer ved at bruge betegnelsen bookingliste. Det smager lidt mere hen ad charterferie, som jo er noget rart.
Man kan også så tit blive ked af at høre folks påtale af politikernes løben fra valgløfter, deres bortforklaringer, deres tendens til at sige det ene og gøre det andet, eller sige det ene og så bagefter sige noget egentligt ret modsat. Men her synes det også som om vi kunne gøre tilstanden i vores lille land bedre, ved at rense sproget. Hvad med at kalde det evne til etisk og moralsk fleksibilitet, tilpasningsdygtighed til en løbende udvikling, etc.
Tør man lidt frisk sige, at politikere faktisk er sindbilledet på menneskets evige evne til at klare sig igennem, uanset midlernes lødighed. Overlevelse frem for alt.
Det er jo også så moderne med forurening, drivhusgasser, udledning af tungmetaller, og den slags betegnelser, der let kan virke ubehagelige.
Man kunne foreslå en samlebetegnelse for alle den art forhold ved simpelthen at referere til dem som velfærdskonsekvenserne!!
Ret beset er det jo det, det er. En konsekvens af velfærdssamfund, forstået naturligvis primært som materiel velfærd.
Fordelen ved at anvende denne betegnelse ville være klar. Hver gang nogle miljøfanatikere ville sige forureningen imod, kunne man imødegå dem med det retoriske spørgsmål: Jamen, vil det sige, at du er imod velfærdskonsekvenserne?
I de senere år er der også blevet talt meget om de hjemløse fra tid til anden. Men heller ikke her synes ordvalget hjemløse at være rigtigt gennemtænkt. Det er ikke nogen rar betegnelse. Det kan jo dels skabe den ide i hovedet på de hjemløse selv, at det er ubehageligt at være uden fast bopæl, hvilket de måske ikke selv havde tænkt på, og det kan jo dernæst desuden skabe den ide i hovedet på os andre, at det er noget vi som samfund behøver at have dårlig samvittighed over.
Her forekommer det helt indlysende, hvad der ville være vundet ved at gå tilbage til de mere gammeldags, og meget mere hyggelige betegnelser landevejsriddere, vagabonder, eller simpelthen ”de frie fugle”. Landevejsriddere lyder næsten nobelt, vagabonder giver en ubevidst association til Poul Reichardt i ”Vagabonderne på Bakkegården”, som slet ikke havde det så dårligt endda. Og frie fugle, hvem kan have noget imod det? Ja, vi kunne måske endda gå så langt som til at omtale de bopælsfri som huslejeuafhængige eller rejselystne.
En anden modebetegnelse, der florerer, er samlebetegnelsen de svage. Det er klart nok, at dette udtryk allerede i sig selv er nysproglig, da det tjener det formål at undgå at tale om arbejdsløse, uduelige, økonomiske tabere, utilpassede, uuddannede, folk af anden etnisk herkomst, psykisk ustabile, christianitter, etc. Men det er også klart, at meget kunne vindes ved endnu en nysprogsfornyelse.
Ulempen ved udtrykket de svage, er dels at ingen jo kan lide at blive kaldt svage, og at det derfor kan gøre de ramte grupper mere svage og omkostningskrævende, end de allerede er i forvejen. Og endnu værre, det kan meget let lede os andre til at føle at vi har et moralsk ansvar for disse mennesker.
Man kunne foreslå at afløse det med udtrykket de uheldige. Uheld kan ingen jo drages til ansvar for. Og det ville være en meget hurtig og effektiv vej mod et samfund uden svage.
Morgenrøde
Ovenstående er jo blot en minimal antydning af, hvilke muligheder, der kunne ligge åbne for os, hvis vi tog sproget ved vingebenet.
Man kunne driste sig til at tro, at vi alene ved sprogets fortryllelseskraft måske kunne designe en smuk og ren og venlig verden, en verden uden ulemper, besværligheder, uretfærdigheder, urimeligheder, og tabere, hvis blot vi slap vores sproglige fantasi tilstrækkeligt løs.
Nysproget er jo blevet ganske omfattende allerede, men det virker som om, at det bliver brugt alt for sporadisk og spontant. Vi må blive mere bevidste om de utrolige muligheder, nysproget giver, hvis vi gennemarbejder hele vort sprog på en langt mere systematisk, kalkuleret, og målrettet måde, med parolen; intet er helligt, alt skal nysprogsopstrammes. Lad os tage ideen fra Orwells bog op, lad staten, myndighederne, den herskende klasse tage magten over sproget for at forme en bedre verden.
Med de perspektiver, vækstmuligheder, ja, måske ligefrem arbejdspladser, der kunne ligge i at favne disse tilsyneladende uudtømmelige muligheder for en generel verdensforskønnelse, så burde det nærmest tages op på allerhøjeste plan. Man kunne måske ligefrem tænke, at det var en sag for Kulturministeren.
Nedsæt et udvalg! Lav en Kanon! Formulér en bedre fremtid!
Tør man lidt frisk sige, at politikere faktisk er sindbilledet på menneskets evige evne til at klare sig igennem, uanset midlernes lødighed. Overlevelse frem for alt.
Det er jo også så moderne med forurening, drivhusgasser, udledning af tungmetaller, og den slags betegnelser, der let kan virke ubehagelige.
Man kunne foreslå en samlebetegnelse for alle den art forhold ved simpelthen at referere til dem som velfærdskonsekvenserne!!
Ret beset er det jo det, det er. En konsekvens af velfærdssamfund, forstået naturligvis primært som materiel velfærd.
Fordelen ved at anvende denne betegnelse ville være klar. Hver gang nogle miljøfanatikere ville sige forureningen imod, kunne man imødegå dem med det retoriske spørgsmål: Jamen, vil det sige, at du er imod velfærdskonsekvenserne?
I de senere år er der også blevet talt meget om de hjemløse fra tid til anden. Men heller ikke her synes ordvalget hjemløse at være rigtigt gennemtænkt. Det er ikke nogen rar betegnelse. Det kan jo dels skabe den ide i hovedet på de hjemløse selv, at det er ubehageligt at være uden fast bopæl, hvilket de måske ikke selv havde tænkt på, og det kan jo dernæst desuden skabe den ide i hovedet på os andre, at det er noget vi som samfund behøver at have dårlig samvittighed over.
Her forekommer det helt indlysende, hvad der ville være vundet ved at gå tilbage til de mere gammeldags, og meget mere hyggelige betegnelser landevejsriddere, vagabonder, eller simpelthen ”de frie fugle”. Landevejsriddere lyder næsten nobelt, vagabonder giver en ubevidst association til Poul Reichardt i ”Vagabonderne på Bakkegården”, som slet ikke havde det så dårligt endda. Og frie fugle, hvem kan have noget imod det? Ja, vi kunne måske endda gå så langt som til at omtale de bopælsfri som huslejeuafhængige eller rejselystne.
En anden modebetegnelse, der florerer, er samlebetegnelsen de svage. Det er klart nok, at dette udtryk allerede i sig selv er nysproglig, da det tjener det formål at undgå at tale om arbejdsløse, uduelige, økonomiske tabere, utilpassede, uuddannede, folk af anden etnisk herkomst, psykisk ustabile, christianitter, etc. Men det er også klart, at meget kunne vindes ved endnu en nysprogsfornyelse.
Ulempen ved udtrykket de svage, er dels at ingen jo kan lide at blive kaldt svage, og at det derfor kan gøre de ramte grupper mere svage og omkostningskrævende, end de allerede er i forvejen. Og endnu værre, det kan meget let lede os andre til at føle at vi har et moralsk ansvar for disse mennesker.
Man kunne foreslå at afløse det med udtrykket de uheldige. Uheld kan ingen jo drages til ansvar for. Og det ville være en meget hurtig og effektiv vej mod et samfund uden svage.
Morgenrøde
Ovenstående er jo blot en minimal antydning af, hvilke muligheder, der kunne ligge åbne for os, hvis vi tog sproget ved vingebenet.
Man kunne driste sig til at tro, at vi alene ved sprogets fortryllelseskraft måske kunne designe en smuk og ren og venlig verden, en verden uden ulemper, besværligheder, uretfærdigheder, urimeligheder, og tabere, hvis blot vi slap vores sproglige fantasi tilstrækkeligt løs.
Nysproget er jo blevet ganske omfattende allerede, men det virker som om, at det bliver brugt alt for sporadisk og spontant. Vi må blive mere bevidste om de utrolige muligheder, nysproget giver, hvis vi gennemarbejder hele vort sprog på en langt mere systematisk, kalkuleret, og målrettet måde, med parolen; intet er helligt, alt skal nysprogsopstrammes. Lad os tage ideen fra Orwells bog op, lad staten, myndighederne, den herskende klasse tage magten over sproget for at forme en bedre verden.
Med de perspektiver, vækstmuligheder, ja, måske ligefrem arbejdspladser, der kunne ligge i at favne disse tilsyneladende uudtømmelige muligheder for en generel verdensforskønnelse, så burde det nærmest tages op på allerhøjeste plan. Man kunne måske ligefrem tænke, at det var en sag for Kulturministeren.
Nedsæt et udvalg! Lav en Kanon! Formulér en bedre fremtid!
[Thomas Dam Olsen.
TDO.dk]